Børns leg med ler endte på kommunens julekort
Ansigter i ler pryder Favrskov Kommunes julekort 2023.
Elever fra Hinnerup Billedskole har leveret blikfanget til Favrskov Kommunes julekort i år i form af ansigter og hænder lavet i ler. Den lokale keramiker Charlotte Holleufer fra Foldby har stået for undervisningen, der har haft fri leg som det overordnede tema og ansigter med hænder som en fælles retning.
En smiler glad, en ligner en fugl, en har mad i ansigtet, og en anden minder om Edvard Munchs ’Skriget’. Forskelligheden er til at få øje på, men alle er ansigter, skriver kommunen på sin hjemmeside.
Fri leg
Charlotte Holleufer har stået for undervisningen på to hold i Hinnerup Billedskole med elever fra 2.-6. klasse og 7.-9. klasse på Haldum-Hinnerup Skolen.
»Det overordnede tema har lagt op til fri leg, også i forhold til farverne. Men jeg har bestemt, at det skulle være et ansigt, og der måtte meget gerne være nogle hænder i det ansigt. Størrelsen har jeg ikke sagt noget om. Eleverne har været fantastisk gode til bare at gå i gang og skabe deres eget udtryk. Det har været spændende at følge deres vej, da der er mange måder at gribe sådan en opgave an på,« fortæller den lokale keramiker.
»Ler er hot for tiden. Alle vil gerne have fingrene i det, og det uperfekte vinder frem. I en stresset hverdag har vi brug for at skabe noget, og det har flere fået øjnene op for.«
Anerkendelse
Elevernes forskellige værker har været udstillet på et bibliotek, og Charlotte Holleufer glæder sig over, at nogle af værkerne nu også har fundet vej til kommunens julekort.
»Børnene er altid glade for at vise det frem, de har lavet, og det er fedt for dem, at de bliver brugt på kortet. Det er der jo også en anerkendelse i, og det er dejligt.«