Fortsæt til indhold

Snerydning: Derfor ligger der stadig sne og is på mange veje i Favrskov

De større veje er ved at være ryddede og farbare, men det kniber stadig på villaveje.

Favrskov

”Jeg er så forundret over, at vores veje ikke kan blive bedre i dette snevejr.”

”Det er helt skørt, så glat det er. De er simpelthen nødt til at gruse noget mere.”

Sådan lyder et par af de mere sobre indlæg og kommentarer om snerydning i Favrskov Kommune, som i disse dage fylder meget på diverse bygrupper på Facebook. Mange er utilfredse med den kommunale snerydning og undrer sig bramfrit over, at der en lille uge efter snestormen fortsat ligger sne og is på mange veje, der er meget glatte.

Lokalavisen Favrskov har derfor talt med afdelingsleder i Trafik og Veje, Niels Christian Laustsen, for at få svar på nogle af de ting, folk har undret og brokket sig over.

Han har selv været i kontakt med rigtig mange borgere, der har kimet kommunen ned for at få svar på snerydning.

»Vi har været udfordret i hele kommunen. Det har været slemt over det hele, og vi har fra starten kørt med alle de maskiner, vi har. Derudover havde vi hyret 10-12 ekstra gummigede og rendegravere ind fra lokale entreprenører, så vi på en del ruter kunne køre med to sneplove. Nogle kørte næsten to døgn i træk, indtil det stoppede med at sne og fyge,« fortæller Niels Christian Laustsen.

Kunne ikke skrabes væk

Der faldt dog rigtig megen sne, og de mange snerydningsmaskiner kunne ikke afværge, at der lagde sig sne og is på vejene.

»Det blev så hårdt og sammenkørt, at sneplovene, der kører med et kraftigt gummiskær, ikke kunne skrabe det væk. Det kræver en gummiged med metalskær, som vi har sat ind på udvalgte steder som meget trafikerede veje og lyskryds. Det er for dyrt og for stort et arbejde at gøre overalt, fordi det ødelægger både materiel, striber og vejbaner at skrabe helt i bund,« forklarer afdelingschefen.

Problemet med salt

Saltsprederne har smidt masser af salt på vejene, men effekten har været begrænset, fordi det har været så koldt, og salt ikke virker i stærk frost.

Flere borgere har efterspurgt mere brug af grus, som virker bedre end salt, når det er rigtig koldt. Det er dog ikke bare sådan, at man bare lige kan fylde grus fremfor salt i saltsprederne, forklarer Niels Christian Laustsen.

»Alt vores udstyr er sat op til at sprede salt, og vi kan ikke bare hælde grus i. Det tager en uge at bygge om, så vi har ikke mulighed for at sprede grus alle steder. Vi har prioriteret den kollektive trafik og været rundt med grus på bakker og lignende, hvor busserne har haft problemer og glider.«

Kniber på villaveje

I begyndelse af denne uge er temperaturerne i dagtimerne nået tæt på frysepunktet, og saltet er begyndt at virke. Det har betydet, at mange af de større veje er ved at være ryddet for sne og er fint farbare.

»På de større veje er der så megen trafik, at saltet bliver masseret ned i sneen og isen og er begyndt at virke. Det største problem lige nu er villaveje med så lidt trafik, at saltet ikke kommer ordentligt ned i isen, der er for hård til at fjerne med plove. Vi håber på højere temperaturer i weekenden, så vi kan komme ud og fjerne det.

Hvor skal sneen være?

En anden udfordring er, hvor man skal gøre af de enorme mængder sne, der faldt under snestormen, når vejene ryddes.

»Vi kan ikke bare trylle sneen væk, men vi prøver at lægge den, hvor det generer mindst muligt både på stier, veje og parkeringspladser. Sneen skal være et sted, og nogle steder har vi lagt det i en bunke for enden af en vej.«

I Hinnerup midtby har det været svært at finde et fornuftigt sted at læsse sneen, der nogle steder er blevet placeret ved butikkernes vareindlevering. Kommunen forsøger at løse problemet ved at finde andre steder at smide sneen, fortæller afdelingslederen i Trafik og Veje.

Niels Christian Laustsen oplyser, at Favrskov Kommune har sat 12,2 millioner kroner af til snerydning i 2024, og at man allerede i årets første 10 dage har taget en ”god bid” af det samlede budget, der er afsat til snerydning i vintermånederne både begyndelsen og slutningen af kalenderåret.