Fortsæt til indhold

Strikker sammenholdet stærkere i frikvarteret

På Bavnehøjskolen griber piger fra femte og sjette klasse strikkepinde to frikvarterer om ugen. Det kommer der meget godt ud af, mener afdelingslederen af mellemtrinnet.

Favrskov

»Børn skal ud i frikvarteret, siger man altid, men det er ikke nødvendigvis fedt for alle. Derfor har vi lavet det her tilbud to dage om ugen.«

Ordene er Pernille Møllers. Hun er afdelingsleder for mellemtrinnet på Bavnehøjskolen i Hadsten, og frikvarters-tilbuddet, som hun taler om, er en strikkeklub for femte- og sjette-klassespigerne.

Strikkeklubben er ret populær, og op mod 22 piger deltager. Da Lokalavisen Favrskov lægger vejen forbi, er 15 piger i fuld gang med strikketøjet – fem fra femte, resten fra sjette.

Fem piger fra femte klasse var med, da Lokalavisen Favrskov var på besøg. Foto: CSJ

Snakken går over bordet – både om tabte masker, skole og fodbold.

»Skal du til træning i dag,« spørger én, mens en anden konstaterer, at hun ikke er nået lige så langt med strikningen som sidemakkeren:

»Det må klart have noget med garnet at gøre,« lyder forklaringen.

Luna Alstrup Thomsen (til højre) fra 6.a er den eneste som hækler. Laura Levin Dybdahl fra 6.b sidder ved siden af hende. Foto: CSJ

Hvorfor deltager I i strikkeklubben?

»I begyndelsen var det nok mest for at slippe for at være ude i kulden, men nu er det fordi, det er ret hyggeligt,« siger Luna Alstrup Thomsen fra 6.a, der som den eneste hækler.

»Så er det også meget sjovt, at man får et færdigt produkt ud af det,« tilføjer hun, før Laura Levin Dybdahl fra parallelklassen fastslår:

»Jeg tror nu aldrig, at jeg bliver færdig.«

Stødt og roligt glider det fremad, maske for maske. Foto: CSJ

Styrkede venskaber

Bavnehøjskolen har lavet flere forskellige initiativer på forskellige årgange i frikvartererne som en slags inklusionstiltag. I strikkeklubben handler det dog ikke så meget om inklusion:

»Det er en gruppe ret ressourcestærke og seje piger,« siger Pernille Møller.

Alligevel er der masser af gode ting at hente ved tiltaget, mener afdelingslederen.

»Blandt andet får pigerne øje på hinanden på tværs af klasserne. De får også ændret opfattelse af hinanden og får styrket venskaberne. Desuden får femte-klassespigerne noget at gøre med dem i sjette. Det gør det lettere at være sammen på kryds og tværs,« siger Pernille Møller.

»De får også snakket om rigtig mange ting, og jeg blander mig ikke ret meget. Jeg hjælper bare dem, der skal hjælpes,« fortsætter hun og afslører, at valget lige faldt på strik, fordi hun selv strikker:

»Jeg har selv en enorm glæde ved håndarbejde, så jeg tænkte: ’Det må jeg kunne give videre.«

Tiltaget begyndte efter efterårsferien sidste år, og det er ikke ”bare” en hyggeklub. Hvis man delteger, så skal man strikke.

Strikkeklubben fortsætter formentlig frem til påske, og derefter får tredje- og fjerde-klasserne lov at prøve.

Der er plads til pjat, men deltager man, skal man ikke bare hygge. Det er et krav, at man strikker. Foto: CSJ