Normal drift: Skraldemændene arbejder på højtryk – ekstra mandskab er indsat
Mange tusinde affalds-tømninger er blevet sprunget over de seneste uger, men endelig kan Favrskov Forsyning melde om normal drift.
Sne og is er smeltet, og villavejene er atter farbare – også for skraldemændene. Derfor melder Favrskov Forsyning nu om normal drift for renovatøren.
Derudover arbejder skraldemændene hårdt på at indhente de manglende tømninger, som de seneste ugers vintervejr førte med sig.
»Alt, hvad vi kan presse ind af ekstra mandskab, er ude at køre helt frem til klokken 20 – så vi kan ikke gøre så meget mere. Vi prøver at lægge adresser ind i mellem de ordinære ruter,« siger Lone Bejder, som er projekt- og udviklingschef i Favrskov Forsyning.
Hun tilføjer, at det er svært for forsyningen at sende sms’er ud om ekstratømningerne, så det vil være en god idé, hvis man har mulighed for at lade skraldespandene stå synligt.
Det eneste sted, det kniber for skraldebilerne at nå frem lige nu, er nogle få veje ude på landet, hvor underlaget nu er blevet alt for smattet, så skraldebilerne kører fast.
Hvis det kniber med pladsen i beholderne frem til næste tømning, kan man lægge sit ekstra, sorterede affald, undtagen glas og flasker, i klare sække og stille dem ved siden at beholderen. Så tager skraldemanden også det ekstra affald med.
Man kan desuden aflevere sit affald på genbrugspladsen – også restaffald og madaffald i en midlertidig periode.
Hvis man fra nu af oplever, at skraldespandene ikke er tømt ved de planlagte tømninger, så skal man melde det ind til Favrskov Forsyning, som man plejer.
Evaluerer forløbet
Lone Bejder forklarer, at der faktisk kun har været to dage, hvor skraldebilerne har holdt helt stille. Derudover har der været tre dage med minimal kørsel. Men derudover har bilerne faktisk kørt, de steder, hvor det var muligt.
»De dage, hvor det ar svært at køre, sørgede skraldemændene for at tømme de steder, hvor der er fællesløsninger – såsom boligforeninger og plejecentre,« forklarer Lone Bejder, som tilføjer, at Favrskov Forsyning nu vil evaluere hele forløbet:
»Ja, vi evaluerer situationen i forhold til, om der er noget, vi kan gøre bedre næste gang, vi rammer ind i en lignende vejrsituation. Vi er altid kede af, at borgerne kommer ud i de situationer, som det har været tilfældet i denne omgang, så vi vil meget gerne se, om der er noget, der kan gøres bedre i en lignende situation.«