Naboer er parate til at acceptere kæmpe solcelleanlæg, hvis de får en skov
Borgere kommer med alternativ til kæmpe solcelleanlæg ved Hadsten.
Hvis der nu absolut skal etableres en kæmpe solcellepark ved Hadsten, så lav det i en kombination med skovrejsning.
Sådan omtrent lyder budskabet i et høringssvar til Favrskov Kommune i forbindelse med projektoplægget ”Solcelleanlæg mellem Hadsten, Hadbjerg og Nørre Galten”.
Særligt borgere i Nørre Galten har længe været på barrikaderne over for det 300 hektar store solcelleanlæg, som de mener er alt for markant og vil have negative konsekvenser for, at lokalområdet kan udvikle sig og være et attraktivt område at bosætte sig i.
Manden bag høringssvaret, Per Hessellund Laursen fra Nørre Galten, foreslår at reducere solcelleanlægget til 200 hektar og plante skov i de resterende 100 hektar.
»Hvis vi nu skal have de her solceller, så lad os lave noget fedt med skov og rekreative muligheder. Beboere i den nordlige del af Hadsten har ikke så meget at bevæge sig ud i, og det vil helt sikkert også være attraktivt for Nørre Galten at få et ordentligt stykke skov med stier til gang og løb og eventuelt at køre på mountainbike,« siger Per Hessellund Laursen.
Folkelig opbakning
Han har lavet en skitse, hvor den vestlige del af det planlagte solcelleanlæg er erstattet af skov, således at beboerne i Nørre Galten og Hadsten slipper for at skulle kigge ud på uendelige rækker af solcellepaneler. Per Hessellund Laursen mener ikke, at det planlagte beplantningsbælte rundt om anlægget vil afskærme det ordentligt for indkig.
»Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger på forslaget om skovrejsning i kombination med solceller. Folk herude i Nørre Galten og folk i Hadsten synes, det er en fantastisk idé, så hvis kommunen ønsker et solcelleprojekt med folkelig opbakning, bør de kigge på det.«
Per Hessellund Laursen præsenterede sit forslag på et privat borgermøde i Nørre Galten, der blev afholdt efter et stort kommunalt borgermøde i Hadsten om solcelleanlægget.
Efterfølgende har 145 borgere fra Nørre Galten og Hadsten i løbet af få dage skrevet under på forslaget, der er sendt som høringssvar til Favrskov Kommune.
Den anlagte skov skal have biodiversitet, dyreliv, klima og rekreative mål for øje og vil bidrage til kommunens planer om at rejse en masse skov i de kommende år.
»Jeg sidder i kommunens grønne råd og ved herfra, at vi har udfordringer med at rejse skov,« siger Per Hessellund Laursen.
Grøn pulje
Han forestiller sig, at skovrejsningen kan finansieres med midler fra den grønne pulje, som udvikleren af solcelleanlægget skal betale. Med et anlæg på 200 hektar vil den grønne pulje blive på omkring 20 mio. kr.
Udover det omtalte høringssvar fra Per Hessellund Laursen har han sammen med andre borgere fra Nørre Galten indsendt et andet høringssvar, hvor de siger ”nej tak” til det planlagte solcelleanlæg på 300 hektar. En stor del af beboerne i landsbyen er modstandere af at få en solcellepark i baghaven, og 99 borgere fra Nørre Galten har skrevet under på dette høringssvar, fortæller Per Hessellund Laursen.