Lokal kunstner skaber skulpturer af 120 år gammelt egetræ

På et grønt areal ved Hadsten Højskole står to egetræskulpturer i menneskehøjde. Få meter fra dem ligger et stort, råt stykke egetræsstamme på et tæppe af frisk savsmuld.

»Hej,« hilser Rune Frederiksen, idet han kommer ud på græsset via udgangen fra højskolens spisesal. Rune Frederiksen er kunstneren bag skulpturerne og bosat i Hadsten. På Lindevej bare et stenkast fra højskolen.

Rune Frederiksen sætter sin kaffekop i græsset i strategisk god afstand til egetræsklodsen, trækker selerne på sine grønne overalls på plads på skuldrene og griber hjelm, høreværn og motorsav fra sin trillebør. Klar til at fortsætte sit arbejde med træet, som skal blive til den tredje og sidste skulptur på stedet.

»Det larmer noget, når jeg er i gang med motorsaven, men jeg forsøger at tage hensyn til eleverne og deres undervisning. Og til naboerne. Så snart den grove beskæring af træet er klaret, fortsætter jeg formgivningen med mindre maskiner og værktøj, som ikke larmer i nær samme grad,« forsikrer kunstneren.

Træet, Rune Frederiksen skærer sine skulpturer ud af, er et 120 år gammelt egetræ, som i 2016 måtte lade livet, da det voksede præcist der, hvor der skulle rejses en tilbygning til Linieskolen – det der i dag hedder Hadsten Fri Fagskole.

»Da jeg så de her enorme stykker træ ligge ved Linieskolen, lavede jeg en aftale med skolen om, at jeg måtte få stykkerne af stammen for et kunstværk. Så af det første stykke træ lavede jeg en like-hånd, som nu står på Linieskolens grund ikke langt fra der, hvor træet oprindeligt voksede,« fortæller Rune Frederiksen.

Nysgerrighed og fascination

Like-hånden mødte generelt positiv respons hos borgerne i Hadsten. Særlig stor opmærksomhed fik den fra Jacob Kjærgaard Mortensen, der er forstander på Hadsten Højskole.

»I forbindelse med en rundvisning i Runes værksted til “Åbne Værksteder”, havde jeg set de her store stykker egetræ i Runes indkørsel,« husker forstanderen, der har fundet tid imellem to møder til at komme ud på skolens grønne areal.

»Jeg kendte til like-hånden, Rune havde lavet, og det fik mig til at spørge ham, hvad han ville betale højskolen for at aftage de tre stykker træ i form af skulpturer fra hans hånd,« fortæller Jacob Kjærsgaard Mortensen.

»Nej, det forholdt sig selvfølgelig omvendt i forhold til, hvem der betalte hvem,« tilføjer han så med et skævt smil.

Rune Frederiksen og Jacob Kjærsgaard Mortensen aftalte, at hver af træstykkerne skulle blive til en skulptur, og at udførelsen skulle foregå på Højskolens grund.

»Når et nyt hold elever begynder deres år på højskolen, møder de et råt stykke træ, som det der ligger her,« siger Rune Frederiksen. Med håndfladen klapper han den grove, tørre bark på den halvandet tons tunge egetræsklods foran sig.

»I løbet af deres ophold kan de så følge med i mit arbejde og se skulpturen blive til. I de kolde måneder følger de processen derinde fra højskolens spisesal.« Kunstneren nikker i retning af spisesalens store glasparti, som vender ud mod græsarealet, hvor han skaber sine skulpturer.

»Når vejret bliver lunere, kommer eleverne gerne ud og kigger og spørger nysgerrigt ind,« fortsætter han.

»Det er vigtigt, at eleverne møder noget, som udfordrer dem. Når de ser de her kæmpe stykker træ og hører Rune gå i gang med motorsaven, undrer de sig: Hvad handler det her om?« Jacob Kjærsgaard Mortensen slår spørgende ud med armene.

»Her på højskolen plejer vi at sige, at hver vigtig læring foregår indirekte. Der er mange måder at afsøge verden på, og en måde er gennem nysgerrighed og fascination. Runes skulpturer vækker begge dele. Ikke alene hos eleverne, men hos alle der kommer her på højskolen og ser dem. For nyligt havde vi besøgsdag, hvor flere elever tog deres forældre med herud til skulpturerne og fortalte om dem,« fortæller forstanderen med tilfreds mine. Han ser på sit ur og konstaterer, at næste møde kalder.

En del af familien

Rune Frederiksen har haft frie hænder til at skabe skulpturerne, som måler imellem halvanden og to meter. I 2022 stod den første med titlen “Mor-Barn” færdig, og sidste forår lagde han sidste hånd på skulptur nummer to; “Nutidens Unge”.

»Når jeg betragter de to værker, ser jeg en mor med sine to børn og et par, der kysser. Men jeg vil nødigt pådutte nogen noget. Det er op til den enkelte, hvad man synes, skulpturerne forestiller. Om noget. Der er ikke noget rigtigt eller forkert,« slår Rune Frederiksen fast.

Arbejdet med sit tredje og sidste værk på plænen ved højskolen påbegyndte kunstneren i begyndelsen af marts, og afhængigt af vejret forventer han, at det står færdigt i løbet af april.

»Som næsten-nabo til højskolen, kan jeg vurdere på dagen, om det er vejr til at putte mit grej i trillebøren og gå herover for at arbejde. Men planen er, at skulpturen skal stå færdig, inden elevernes skoleår ender, og de tager hjem. På den måde har de været med i arbejdsprocessen fra start til slut,« forklarer Rune Frederiksen.

Skulpturerne er lavet med den hensigt, at de må klatres og siddes på, og de er naglet fast i jorden, så de ikke rokker sig ud af stedet. Den tredje skulptur med titlen ”Farmand” kommer til at ligge ned og indbyde til at sætte sig.

»Når ”Farmand” er færdig, og man sidder her, forestiller jeg mig, at man får følelsen af at være en del af en familie. Det, synes jeg, harmonerer godt med det at gå her på højskolen, hvor en stor del af eleverne jo bor hele skoleåret og på den vis får sig en “ny familie,« lyder det fra kunstneren.

Et træ født i byen

Rune Frederiksen er glad for at kunne bidrage til, at det 120 år gamle egetræ lever videre i en anden form.

»Jeg kan godt lide idéen om, at træet ikke bare er blevet fældet og slået til brændsel. Faktisk er der ikke noget af træet, der går til spilde. Savsmuldet, der ligger her, når jeg har været i gang med motorsaven, bruger Jacob i sine plantebede. Og barken tager jeg med mig hjem og bruger som pejsebrænde,« siger kunstneren.

Han knapper skovmandsskjorten helt op i halsen, placerer den orange hjelm på sit hoved og griber motorsaven.

»For mig er det en ære, at højskolen gider at have min kunst stående, og jeg er glad for og stolt af skulpturerne. Og så ser jeg det som noget helt særligt, at værkerne er lavet på stedet til stedet. Af et træ født i byen.«

Rune Frederiksen tager høreværnet på, starter motorsaven og sætter bladet til stammen, så træspånerne sprøjter. Det er tid til at vække “Farmand” til live.