Fortsæt til indhold

Pædagog elsker at gøre en forskel for børn med særlige behov: »Det er aldrig barnet, der er noget i vejen med. Aldrig«

At skabe succes for et barn med særlige behov handler om at finde en meningsfuld måde for barnet at være i verden på.

Favrskov
Birgit A. Gram, i praktik på Lokalavisen

Det startede for ca. 25 år siden, da Anette Rokkjær arbejdede som pædagog i en børnehave. I børnehaven var der nogle børn, som havde større udfordringer end de andre børn. Hun syntes, det var spændende at arbejde med at få ting til at lykkes for dem, og fortæller:

»Jeg ikke kunne lade være med at kaste mig over det og hjælpe dem.«

Efter nogle år i børnehaven søgte Anette til Lilleåens Børnehave i Hadsten, som i 2012 blev lagt sammen med Neder Hadsten Børnehave, der nu hedder Børnehuset Vesterskovvej. Da Favrskov Kommune ville oprette en specialgruppe i Lilleåens Børnehave for børn med særlige behov, søgte Anette jobbet og var heldig at få det for derved at være med til at starte gruppen op sammen med to kolleger.

»Du kan ikke gøre det alene. Samarbejde er alt i en specialgruppe, og jeg har været beriget med et super godt team og derved dygtige kollegaer i alle årene. Det handler om at se hinandens potentialer og spille hinanden gode samt turde at reflektere over det, vi ser og oplever. Det er det, som gør, at børnene befinder sig godt i gruppen – helt simpelt fordi de oplever at blive set,« siger den erfarne pædagog.

Visuel pædagogik

Anette har gennem årene taget mange specialpædagogiske kurser for på bedste vis at kunne møde og forstå det lille barn med for eksempel autisme. Kurserne har blandt andet handlet om den visualiserende pædagogik Teach, hvor man via billeder skaber overblik for barnet.

Et billede viser for eksempel: ”Hvad skal jeg?” Det kan være fællessamling på stuen.

Det næste billede viser: ”Hvem skal jeg være sammen med?” De andre børn i gruppen.

”Hvad skal jeg lave?” Det kan være sanglegen Fem små aber.

»Det kan ind imellem være en udfordring at skabe motivation og mening for et barn. Derfor er det vigtigt at møde barnet i dets nærmeste udviklingszone, altså møde det i øjenhøjde og blandt andet være nysgerrig på, hvad der interesserer og motiverer barnet, men også hvad der frustrerer det,« siger Anette.

Pædagogikken tilpasses

Ligesom alle andre børn skal børn med særlige behov møde udfordringer, men udfordringerne skal tilpasses, så barnet kan overkomme dem. Barnet er i forvejen på overarbejde både kommunikativt og socialt. Derfor er det ifølge Anette essentielt, at de frustrationer, der naturligt opstår i kølvandet på nye udfordringer, ikke bliver for belastende. Men selvom det altid er leg, der bruges som middel til læring, har Anette igen og igen erfaret, at frustrationer bliver for overvældende, og barnet lukker af.

Pædagog Anette Rokkjær har i 20 år arbejdet med børn med særlige behov. Foto: bg

»Det er aldrig barnet, der er noget i vejen med. Aldrig. Det er mig som pædagog, der skal finde ud af, hvordan jeg bliver inviteret ind i barnets univers. Jeg har lært, at har du mødt et barn med autisme, så har du mødt ét barn med autisme. Man skal lære den lille personlighed at kende og skabe tryghed og vise omsorg. Dertil kommer, at det er vigtigt for barnet at have succes. Hvordan skaber man succes? Det gør man ved at blive klog på, hvad der motiverer barnet,« siger Anette og fortsætter:

»Hvilke interesser har det? Jeg leder hele tiden efter den lille sprække, hvor jeg kan blive inviteret indenfor og arbejde med noget, der giver mening for det enkelte barn. Når barnet oplever at have succes, skal det følges op af en belønning.«

Sang og musik

Det er tydeligt, at Anette brænder for sit arbejde med børnene. Med malende gestik fortæller hun om de tilgange i sit arbejde, hun er glad for at anvende som en vej at gå ad til gavn for børnenes udvikling. Her ligger sang og musik allerøverst på listen.

»Det er et fantastisk værktøj at bruge til både at skabe sjov og glæde og til for eksempel at udvikle børnenes sprog. At lære imitation, fælles opmærksomhed og vente på, det bliver ens tur, kan alt sammen lægges ind i sang og musik. En sangleg skal bare pindes ud ved at visualisere den med billedkort. Og så skal den gøres sjov. Børnene opdager ikke, at de lærer noget. Min bagtanke er, at de skal være i en læringsproces, for så bliver livet på den lange bane ikke så begrænset for dem. Det har derved også betydning for barnets trivsel.«

Flere gange nævner Anette læringen og barnets trivsel som det centrale i sit arbejde med børnene. Lige så vigtigt for hende er det, at læringen skal foregå gennem leg og glæde. Men først og sidst er det en mærkesag for Anette, at empatien og medmenneskeligheden altid er med på sidelinjen og kobles på den faglige viden og den pædagogiske praksis. Faglig viden kan aldrig stå alene.

Alle har et potentiale

Det bedste i arbejdet med børnene er for Anette, når hun sammen med sine kollegaer skaber en dejlig dag med leg, sjov, glæde og læring for børnene i specialgruppen. Hun bliver glad, når et 6-årigt barn, der startede på specialstuen som 3-årig, siger til hende: ”Farvel, Anette, nu skal jeg i skole,” og så spadserer muntert ud af døren.

Gløden i stemmen er ikke til at tage fejl af, da hun fortsætter:

»Vi er alle betydningsfulde, og alle har potentiale for noget. Det er det potentiale, jeg skal finde frem til. For alle har det. Man skal lade være med at sige, at nogen ikke har det, for det har alle. Og derfor er det synd, hvis et barn ikke får lov til at lære og udvikle sig. Vi har alle brug for at føle, at vi er i stand til noget, at vi er kompetente.

Hvad vil du gerne huskes for i forbindelse med dit arbejde?

»Jeg vil gerne huskes for, at jeg har været ordentlig. At jeg har været omfavnende, og at jeg har været med til at give noget. At jeg har gjort en forskel. Jeg håber også, at jeg vil blive husket for, at både børn og forældre var trygge ved mig. Jeg har i 21 år haft verdens bedste job, hvor jeg har givet meget af mig selv, men modtaget lige så meget, hvis ikke mere.«