Jubilæum: Lokalt revisorhus er vokset med en medarbejder om året
Revisorfirma laver bogholderi for rigtig mange af sine kunder, som næsten udelukkende er lokale.
For godt 10 år siden blev Bundgaard Revision i Hinnerup opkøbt af et større revisionsfirma. Det fik Bjarne Hansen og en anden af de daværende ansatte til at sige op og etablere deres eget revisionsfirma i Hinnerup.
»Vi syntes, der stadig skulle være en lokal revisor i Hinnerup,« fortæller Bjarne Hansen, som i 2014 etablerede Revisorhuset Hinnerup og i denne tid fejrer 10 års jubilæum.
Efter et år trak Bjarne Hansens partner sig, men samtidig blev Annette Trane Knudsen deltidsansat som bogholder. Hun havde også en fortid i Bundgaard Revision og havde sit eget bogholderifirma ved siden af. I 2017 slog de pjalterne sammen, og Annette Trane Knudsen blev partner i Revisorhuset Hinnerup.
Siden da er det gået slag i slag for det lokale revisorhus, der er vokset med cirka én medarbejder om året og i dag har 10 ansatte.
»Vi har kun ganske få kunder udenfor Favrskov. Vi har fokus på at være lokale og henvender os til lokale virksomeheder, som vi servicerer med alt lige fra bilag til det færdige regnskab plus rådgivning. Og vi leverer det hele for at være så tæt på kunden som overhovedet muligt,« fortæller Bjarne Hansen og udddyber:
»I forhold til andre revisorer har vi en relativ stor bogholderiafdeling, og vi laver bogholderi for rigtig mange af vores kunder. Det giver en løbende kontakt med kunderne, så vi ikke bare mødes med dem en gang om året.«
Halvdelen af Revisorhuset Hinnerups ansatte er bogholdere. Derudover er man to revisorer og en revisorelev, en administrativ medarbejder og en anvarlig for sociale medier.
De 10 ansatte holder fortsat til i Favrskov Erhvervscenter på Bogøvej i Hinnerup, hvor Bjarne Hansen i sin tid etablerede sig. I dag er lokalerne dog noget større end for 10 år siden.
»Det er en af fordelene ved at være i et erhvervscenter, at man løbende kan få mere plads.«
Selvom revisorhuset med årene er blevet større, har man ikke fokus på at blive ved med at udvide.
»Det er vigtigere at levere en god service end at have vokseværk, og vi arbejder på fortsat at være relevante for vores kunder og levere det, de har brug for. For eksempel er der kommet nye lovkrav om miljøregnskaber for store virksomheder, som smitter af på mindre virksomheder,« fortæller Bjarne Hansen.
Revisorhuset Hinnerups kunder strækker sig fra deltids-selvstændige til mellemstore virksomheder med op mod 50 medarbejdere.