Håndværkerskolen forsøger at vende truende udvikling
17 folkeskoleelever fra hele landet var i denne uge i erhvervspraktik hos Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten for at lære mere om uddannelsen til plastmager.
For at få flere til at overveje en fremtid i plastbranchen, havde Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten i samarbejde med brancheforeningen Plastindustrien inviteret 17 folkeskoleelever inden for til en uges erhvervspraktik. I ugens løb boede erhvervspraktikanterne på skolen og oplevede, hvordan livet som plastmagerelev på skolen er til dagligt.
I løbet af praktikugen gik turen blandt andet til plastvirksomhederne Berry Superfoss i Randers og Idé-Pro i Skive. Her fik eleverne mulighed for at se, hvordan plast bliver designet og produceret, før de selv skulle prøve kræfter med materialet på Den Jyske Håndværkerskole.
De seneste år er antallet af elever på plastmageruddannelsen faldet så, uddannelsen i perioder har været i fare for at lukke. Derfor har Plastindustrien i samarbejde med Den Jyske Håndværkerskole udviklet et praktikforløb, der skal lokke flere unge til at interessere sig for plastbranchen.
»Med det nye praktikforløb har vi ønsket at tilbyde de unge en attraktiv og udfordrende erhvervspraktik, som både er engagerende, sjov og lærerig. Forhåbentligt betyder det også, at flere af dem på et senere tidspunkt i deres liv vil vælge en fremtid i plastbranchen,« siger adm. direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup, i en pressemeddelelse.
Carl Rasmussen fra Sletten Skole i Krogsbølle på Nordfyn er én af de skoleelever, der har taget imod tilbuddet om at komme i erhvervspraktik i plastbranchen.
»Jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal lave i fremtiden, så det var en god mulighed for at lære lidt mere om plastmageruddannelsen. Og indtil videre har det været virkelig spændende. Vi har blandt andet lavet vores egne prototyper. Det var ret spændende. Så det kan da godt være, jeg vil overveje den her uddannelse,« siger han.
Sammen med brancheforeningen Plastindustrien vil Den Jyske Håndværkerskole nu evaluere den nye erhvervspraktik og se på, om den skal gentages til efteråret.