Fire ansatte er stoppet på samme skole: »Jeg kan ikke udtale mig om personalesager«
Hvorfor fire medarbejdere pludselig er stoppet på Ulstrup Skole, står hen i det uvisse.
På Ulstrup Skole er fire medarbejdere stoppet på samme tid.
Det bekræfter Hans Minor Vedel, der er direktør for Børn og Kultur, over for Lokalavisen Favrskov.
Han kan ikke uddybe, om der er tale om lærere, men holder fast i ordet ‘medarbejdere’.
Han kan dog fortælle, at de fire ansatte er stoppet på samme tid, og at årsagen, til at de har forladt skolen, er den samme.
Hvad årsagen er, kan Hans Minor Vedel ikke fortælle, da han ikke må udtale sig om personalesager.
Han uddyber dog:
»Det er vigtigt at sige, at det, vi har reageret på, ikke har noget som helst med børnene at gøre. Det er særligt vigtigt at sige ovenpå de par sager, det lige har været på Gudenaadalens Efterskole (hvor to medarbejder blev bortvist på grund af grooming, red.).«
Årsagen til medarbejdernes stop involverer heller ikke andre ansatte, oplyser Hans Minor Vedel.
Er medarbejderne blevet fyret, eller har de selv valgt at sige op?
»Jeg kan bare sige, at de ikke arbejder på skolen mere,« fortæller Hans Minor Vedel, som tilføjer:
»For at sikre at vi hurtigst muligt får mandskab på skolen igen, så er andre skoler rykket sammen, og der er nu fundet gode folk, så alle opgaver igen bliver løst på Ulstrup Skole.«
Midtjyllands Avis har bedt skoleleder, skolebestyrelse og tillidsrepræsentant om en kommentar, men ingen har ønsket at udtale sig.