»Den største løgn, vi fortæller unge, er, at de kan blive lige præcis, hvad de vil«

Sct. Pauls Kirke i Hadsten er prydet med en påskeløber, der fortæller historien om Jesu korsfæstelse, død og opstandelse. Sognepræst Marie Thomsen slår sig ned lige der, hvor løberen med påskeliljer symbolsk skildrer opstandelsen.

Vi lever i en fortravlet tid, der er præget af individualisme; en tid, hvor det i høj grad både handler om at opnå status i samfundet og samtidig søge efter, hvad meningen med livet er. Er der noget positivt i denne tidsånd, der fra mange sider er udskældt?

»Det eneste positive, jeg kan finde, er, at skruen snart er strammet så meget, at det må briste, og så må vi bygge på ruinerne. Vi er en hel klode fuld af mennesker, der har en dyb længsel efter meget andet end det, vi investerer vores energi i. Men fordi vi godt ved, det kræver, at vi standser op, tror jeg, vi overhører den længsel. Vi overhører den kalden, som er i os, fordi samfundet larmer. Det larmer afsindigt,« siger Marie Thomsen.

Hun retter blikket mod løberen.

»Men vi sidder lige her midt i opstandelsen, og det er jo vidunderligt. Hvis du lægger mærke til det, så der først meget mørkt. Næsten en tredjedel ad vejen op ad løberen er der ekstremt mørkt, før vi lander og ser os omkring. Man kunne jo ønske sig, at vi snart er der, hvor vi vågner op.«

Påsken var den store højtid i Marie Thomsens barndom. Familien samledes hvert år på den fædrene gård hos morforældrene, og obligatorisk var det, at børnene skulle finde påskeæg. Imidlertid gik familien, traditionen tro, først i kirken til påskegudstjeneste.

Kulturkristen opvækst

Marie Thomsen er vokset op i en gennemsnitlig kirkelig familie. Faren handlede med ’bløde hvidevarer’, og moren var skoletandlæge, så kirke og kristendom prægede ikke dagligdagen i hjemmet. Derimod blev der altid sunget af højskolesangbogen ved sammenkomster i hjemmet, ligesom morforældrenes forhold til højskolebevægelsen satte sig sit præg på opvæksten. Marie Thomsen var optaget af at dygtiggøre sig og knyttede sig meget til sine lærere i skolen.

»Der har været lærere, som har præget mig, og det er jeg taknemmelig for. Jeg tror bare, det var deres væsen, jeg koblede mig meget stærkt til. Og det samme gjorde jeg til den præst, jeg fik, da jeg skulle konfirmeres. Hun er den primære årsag til, at jeg sidder her i dag.«

Præsten provokerede konfirmanderne tilpas meget, og hun vidste tilmed meget. Hun investerede megen energi i konfirmanderne og lod sin dør stå åben for alle. Alt dette virkede dragende på den unge teenager, og noget begyndte at spire i hende. Det var et andet forhold til troen og kristendommen. Hun har siden følt, at der var noget, der her valgte hende til.

Fra sit barndomshjem er Marie Thomsen blevet beriget med grundværdier som flid og dyden i at gøre sig umage, ordentlighed og ikke mindst at anerkende, at alle mennesker er forskellige, hvoraf nogen er mere forskellige end andre. Også farens arbejde som handelsrejsende i lande som Kina og Pakistan gjorde, at verden blev opfattet som stor og mangfoldig.

Virkeligheden overtrumfer

Samtaler med alle slags mennesker er en stor del af sognepræstens arbejde. Hun er bevidst om, at hun ligesom de fleste andre har tanker om mennesker, hun møder. Imidlertid bliver hun igen og igen bekræftet i, at man aldrig kan vide, hvad et andet menneske går og bærer på. Erfaringen fortæller hende, hvor vigtigt det er at lægge sine fordomme om og domme over et andet menneske væk og i stedet møde det med et åbenhed. Det er også noget af det, hun gerne vil give videre til sine konfirmander. For at beskytte sig selv, mener hun, er det ofte meget nemmere at putte andre mennesker i en kasse. I stedet er opgaven altid at møde op med en oprigtig nysgerrighed i forhold til et andet menneske.

»Dommene hænger ofte løst, men det er vildt, hvordan virkeligheden altid overtrumfer. På en meget fin måde, synes jeg. Jeg kan heldigvis aldrig få lov til at beholde mit forhåndsbillede. Det bliver altid erstattet af virkeligheden.«

Troen og tvivlen

Verdens tilstand med krige, sult og uretfærdighed anfægter Marie Thomsen i en grad, så hun ved højtiderne ofte bliver fanget ind af en form for troskrise. Det er slidsomt at skrive prædikener, når troen giver hende hovedbrud, og hun tænker, om alt det med Gud og kristendommen bare er noget, vi har fundet på. Heldigvis har hun gang på gang erfaret, at tvivlen lægger sig, når hun er i en gudstjeneste, hvor der er ord, der ikke er hendes egne og, som mennesker har hørt og sunget i hundredvis af år.

»Det der med at blive sat ind i en sammenhæng, hvor det ikke afhænger af mig; der falder tingene tit på plads for mig. Jeg kan ikke skue ind i mig selv og finde svarene. Det er meget svært at være kristen alene, fordi så findes verden jo ikke. Løsningen og meningen findes ikke i navlepilleriet. Det er selvfølgelig ikke sådan, at verden i fællesskabet ved et trylleslag bliver fikset, og derfor er der hele tiden en kamp forbundet med at være troende og med at være menneske i det hele taget. Og vi har den opgave at gå ud og forsøge at elske alt det forfærdelige væk, velvidende, at det kan vi ikke. Vi skal give det et forsøg.«

Trods det,at tvivlen indimellem viser sig for Marie Thomsen, mener hun, at tvivlen ikke er troens modsætning. Troens modsætning er derimod ligegyldigheden. Hun betragter tvivlen som en del af det at være troende og refererer til Jesu opstandelse, hvor han pludselig stod og var lyslevende. Nogle troede på ham, da de så ham, og nogle tvivlede, da de så ham. Var det virkelig Kristus, der viste sig for dem?

Bibelen stiller spørgsmål

Ligeledes anfægter Marie Thomsen skråsikkerheden. Hun mener, at Bibelen gennem tiderne er blevet misbrugt som en slags opslagsbog, en facitliste, hvor man har fundet svar, som man så gik ud og bankede andre i hovedet med. Et eksempel er, at homoseksualitet i århundreder har været en torn i øjet på de ”svar”, mange gejstlige verden over har fundet i Bibelen.

Den måde at bruge Bibelen på, nemlig at finde svar, som passer ind i ens egen agenda, er et overgreb på den sandhed, som Bibelen indeholder, og en fejlagtig måde at gå til skrifterne på, giver Marie Thomsen udtryk for. Gør man det, gør man Bibelen til en død ting og samtidig Gud meget lille. At dette perspektiv ligger hende meget på sinde er ikke til at tage fejl af.

»Guds væsen findes i Bibelen, og Bibelen er levende ord, som til stadighed kan stille spørgsmål til os. Den fortæller noget sandt om Gud, og hvad det vil sige at være menneske. Det er et livslangt opdagelsesarbejde at læse Bibelen og ikke en bog, hvor du finder et svar, du kan sætte to streger under. Hvis du mener at kunne rumme Gud i en bog, som du kan tage frem en gang imellem, så tror jeg, du er på vildspor og har misset noget ret væsentligt om Guds væsen. Gud er i verden hos os som en skabende og forvandlende kraft. Det er ikke en sandhed, der kan indfanges af bogstaver og heller ikke gribes med fornuften. Det er en sandhed, vi må leve i og af og med, og som vi aldrig bliver færdige med at undersøge”.

Selvrealiseringsbølge

Bibelens fortællinger og Jesu lignelser giver os muligheden for at se verden på en ny måde, mener Marie Thomsen. Både overfor sine egne børn og overfor konfirmanderne vil hun gerne videregive, at i en verden, hvor man kan være alting, er det vigtigt at være rar overfor sig selv og overfor sine medmennesker. Hun håber, at både hendes egne børn og konfirmanderne kommer til at kende deres eget værd og samtidig være bevidste om, at medmennesket ved siden af er lige så værdifuldt. Det gælder også den irriterende nabo eller klassekammerat. Hvis derimod troen handler om at have sig selv i centrum fremfor at løfte sit blik mod Gud og sin næste, bliver verden ikke nødvendigvis et bedre sted at leve i. For så bliver det mennesket, der frelser sig selv.

»I tiden florerer der en selvhjælpsbølge af en anden verden. Den giver mig akut allergi. Alt det der med, at man skal lede efter svarene inde i sig selv. Ja, så tænker jeg: ”Stop nu! Det kunne være, at hvis du løftede blikket og kiggede ud, så fandtes der måske andre svar eller spørgsmål, der ledte dig et sted hen.” Vi lever med os selv hele livet, det er klart, men på godt og ondt bliver vi jo også til i vores relationer. Måske skulle vi også lade os selv blive i relationen til Gud, som ser os med et andet blik end det, verden ser os med.«

Værdighed vs. færdighed

Rune Lykkeberg skriver i sin klumme i Information: ”Vi bedømmer vores egne præstationer efter, om de fører til de resultater, vi ønsker. Og sådan bedømmer vi andres handlinger efter deres resultater. Det frygtelige er, at hvert enkelt menneske skal bære det fulde ansvar for resultatet, som vedkommende ikke kan være herre over”.

Hvad mener du om Lykkebergs blik på tidsånden?

»Hvis du tror, at dit værd kommer af, hvad du lykkes med, så er det en virkelig barsk fortælling om, hvad det vil sige at være menneske Det er heller ikke den fortælling, Bibelen fortæller. Den største løgn vi fortæller vores unge mennesker for tiden er, at de kan blive lige præcis, hvad de vil. Det passer ikke. Så man er jo dømt til at mislykkes, hvis det er det, man bliver flasket op med. Alene kan et menneske meget, og sammen kan vi endnu mere. Men alle kan ikke alting. Vi har hver især vores styrker og begrænsninger, og det er helt ok. Det er det, der får samfundet til at blive et godt samfund. Forskellighed, kreativitet, anerkendelse af andres talenter og tanker.«

Som følge af en sådan måde at anskue menneskeværd på er der ufatteligt mange, der slår sig, påpeger Marie Thomsen. Hun mener, at samfundet er bygget op omkring, at det, der kan måles, også har den største værdi. Det betyder, at begreberne ”værdighed” og ”færdighed” bliver blandet fuldstændig sammen.

»Der er en verden til forskel på, om vi tilkender mennesker værdi bare fordi, de er til, eller vi ustandseligt bedømmer dem og tillægger dem værdi ud fra deres færdigheder. På den baggrund går vi også glip af alle mulige ”krøllede hjerner”, der ikke lige formår at hoppe på toget og passe ind i vores samfundsmodel.«

Budskab til de unge

Hvad er dit vigtigste budskab til de unge, der lever med splittelse, ensomhed og præstationsangst?

»Det er, at deres værdi ikke står og falder med, hvad de lykkes med, eller hvad de fejler i. Og det står og falder heller ikke med, hvad deres forældre formåede eller ikke formåede. Jeg håber, de oplever, at de har en værdighed i sig selv. Og det er den værdighed, de også skal se i et andet menneske.«

Sognepræsten i Hadsten håber, at de unge går fra konfirmationsundervisningen og har fået hovedet lidt væk fra navlen og i højere grad vendt blikket ud mod verden. Og i forlængelse heraf er hendes budskab til dem, at i en verden, hvor du kan være hvad som helst, så vær rar.