Hvilken kalender følger du?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Børn er ikke ret store, før vi voksne begynder at hjælpe dem til at forstå tid og tidsangivelser. Før minutter, timer og dage rigtigt har fået en konkret betydning for dem, oversætter vi ved hjælp af andre ting. ”Det tager tre afsnit Gurli Gris, før vi skal spise”, eller ”Når du har spist frugt i børnehaven, henter mormor dig”.

Vi tæller hele tiden – både børn og voksne – ofte frem til noget. Dem, der har en god hukommelse, kan desuden tælle og tænke tilbage. Og på et tidspunkt, når vi en alder, hvor det er lettere at huske en begivenhed for 15 år siden, end hvad vi lavede sidste torsdag.

Vi har kalendere til at holde styr på tiden og planerne og til at minde os om, hvad der skete for år tilbage. Min Bedstemor skrev hver dag i sin Mayland-kalender. Ikke en dagbog med hendes inderste tanker. Men en nøgtern beskrivelse af, hvad dagen havde budt på. Hvem, der havde været på besøg, eller hvor hun havde været. Og når man besøgte hende, var det let at spørge ind til hendes tilværelse – også da hendes hukommelse begyndte at svigte. Da hun kom på plejehjem, var det os, der skrev i kalenderen. Skrev, at vi havde været der, hvad vi havde lavet eller talt om. Så kunne personalet og de næste besøgende læse sig frem til, hvad der var sket siden sidst. På den måde hjalp vi hende med at holde styr på dagene og skille dem fra hinanden.

Vi organiserer os ud fra kalendere. Kalenderår, Skoleår, Ferieår, Kirkeår. Ja, vi opererer med forskellige kalendere samtidig. Kalenderåret er præget af årstiderne. Skoleåret snor de 200 skoledage ind mellem de indlagte ferier. Ferieåret skal man holde tungen lige i munden med – hvornår feriedage optjenes, og hvornår de skal afvikles, så man ikke går glip af dem.

Kirkeåret har sit eget bestemte forløb. Fra ventetiden i advent til juleglæde for fuld udblæsning, Hellig Tre Konger og over i fastetidens barske læsninger, hvor Jesus er vred det meste af tiden, videre til Mariæ Bebudelse, Påskens store drama og kulmination Påskedag, Kristi Himmelfart og Pinse, hvorefter der følger en lang periode med ”almindelige” søndage, inden vi igen på særlig måde mindes vores elskede døde ved Allehelgen – og det hele kort tid efter begynder forfra.

Kirkeåret har sit eget åndedrag, hvor vi hele tiden forbereder os til en ny højtid og ser tilbage på den, der netop har været. På den måde har kirken altid både højtiderne ”i ryggen” og som noget at se frem imod. En påmindelse om Guds store fortælling, der på den ene side er evig og på den anden side er ny over os hvert år.

Der findes også alle de ”private” kalendere, som vi hver især navigerer efter. Bryllupsdage, fødselsdage, traditioner med fast dato i vennekredsen fra år til år. Disse mærkedage bringer deres eget liv og indhold ind i det kalenderår, som vi alle sammen følger.

Og så er der den usynlige og alligevel altforandrende kalender, der vender sit første blad den dag, en af vores elskede dør. Det er en kalender, som vi nogle gange har til fælles med en lille sluttet skare, der elskede, som vi gjorde – andre gange føles det som om, den er helt vores egen. Det er en kalender, der er svær at planlægge efter. En kalender med mærkedage, man ikke har bedt om, og med hverdage, hvor sorgen og savnet indimellem banker voldsomt på uden anden grund, end at det er endnu en dag ”uden dig”.

Vi kan ikke se på hinanden, hvilken kalender vi følger hvornår. Der findes ikke et skilt, man kan tage på for at lade omverdenen vide, at ”i dag er en særlig dag for mig, selvom det for dig bare er tirsdag”.

Netop fordi vi ikke kan se det på et andet menneske, kalder det på nænsomhed i ethvert møde. Det kalder også på mod til at spørge og lytte, når man lukkes ind i den mærkedag, som man ikke anede fandtes. Og til slut kalder det på et ”Tak”, fordi det andet menneske viste dig den tillid at dele sin glæde eller sorg med dig. Det møde giver nemlig enhver dag vægt og mening.