Far til to – et kaotisk liv med skrig og havregryn alle steder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I mit faderskab møder jeg dagligt utilstrækkeligheden. Det var en kæmpe omvæltning for mig at få et barn. At blive far. Allerede inden vidste jeg, at jeg ikke ville være far på den måde, som min egen far havde været. Men mere vidste jeg ikke, så jeg læste en masse bøger og vidste i teorien, hvordan et spædbarn skulle ligge, stimuleres og passes på – i teorien.

Inden vi blev sendt hjem fra fødegangen, stod en ældre sygeplejerske og kiggede mig over skulderen, da jeg skulle skifte ble første gang og sagde meget rosende og anerkendende: ”Nåårh, det kan far da godt finde ud af”. Fyldt med stolthed og gåpåmod tog jeg hjem.

Men da taxaen var kørt og babyliften blev sat i stuen, så spredte stilheden og angsten sig. Havde de virkelig bare sendt os hjem med hele ansvaret for sådan et lille menneske? Hvor var de voksne? Man skal klassificere sig for at må noget som helst her i verden, undtagen at få sit barn med hjem fra fødegangen. Noget klikkede i mig, et eller andet instinkt slog ind, og jeg gjorde bare de ting, der skulle til, for at hjemmet kørte og barnet havde det godt. Der gik nok fire måneder, inden jeg kiggede ned i krybben og tænkte: ”Gud, jeg elsker faktisk den lille ting der”.

Derefter blev jeg fyldt af en umådelig stolthed og selvsikkerhed – jeg var den bedste far, som mit barn overhovedet kunne få, men ak. Den følelse holdt kun et års tid eller sådan. En dag stod jeg og hidsede mig helt vildt op, over at mit barn ikke ville sove til middag, men bare græd og ikke ville hvad jeg ville.

En overbrusende vrede skyllede over mig og lige efter skam. Skam over at blive vred på et lille bitte menneske, som ingen skyld havde. Efter skammen, så kom sorgen over at føle mig utilstrækkelig. Jeg magtede ikke at give mit barn det, som det ville have. Jeg magtede ikke at holde mine egne følelser i bero og jeg magtede ikke at se, hvad mit barns behov var.

Nu har jeg to børn. Et barn på 3, snart 4 år, og et på 6 år. Det er et kaotisk liv, der er slagsmål, jubelråb, skrig, ballade og havregryn alle steder. Jeg ved, at det er de færreste mennesker, der altid kan holde hovedet koldt og energiniveauet stabilt. Men alligevel bliver jeg næsten dagligt ramt af følelsen af ikke at strække til. Når jeg har sagt tusinde gange, at vi skal afsted, har fået givet tøj på, taget tøjet af igen, fordi én skal tisse og har fanget den anden der stak af, da jeg kiggede væk. Når jeg har fået afleveret og har arbejdet 8 timer, fået hentet, sat vasketøj over og har fået afsluttet et skænderi og har fået ungerne sat med eftermiddagsmad, så er jeg flad. Så magter jeg ikke at lege og give positiv opmærksomhed, så må de passe sig selv lidt. Og mens de så løber rundt og leger, tegner eller tømmer Legokassen ud over gulvet, som skulle være støvsuget i sidste uge. Så sidder jeg af og til skjult bag køkkenøen i vores samtalekøkken og græder. Jeg er magtesløs og føler mig utilstrækkelig, fordi jeg har brugt min energi på alt andet end det jeg faktisk vil. Alt det, som giver nærvær og faktisk også energi. Alt det som giver en god og tryg barndom.

Og når jeg får samlet mig selv op, så skal der laves aftensmad og hvis jeg er heldig, så er min kone kommet hjem, træt og brugt. Så forsøger vi at dele opgaverne og legen ud mellem os – jeg tager helst køkkentjansen.

Der er ingen løsning at slutte af med, ingen lommefilosofiske instagram-agtige quick fixes. Dette er blot en beretning, så andre fædre, og mødre, der føler det samme ved, at de ikke er alene. Jeg ved ikke om der er en trøst at være lidelsesfæller, men vi er der. Og du er ikke alene.