Tvillinger har løbet 800 halvmaratoner: »Handler mindre om tiden og mere om det sociale«
Team Tvilling består af tvillingebrødrene Per og Ole Jørgensen fra Ulstrup. I sidste uge løb de deres halvmaraton nummer 500 og 300 side om side på hjemmebane.
Som travheste der venter på, at starten går, stod 86 løbere uden for Ulstrup Hallerne lørdag morgen 13. april og skrabede utålmodigt i jorden med deres skosnuder - klar til at løbe halvmaratondistancen på 21,0975 kilometer. Iblandt dem var Team Tvilling, som består af tvillingebrødrene Per og Ole Jørgensen fra Ulstrup.
For de to energiske løbere var lørdagens jubilæumsløb på hjemmebane et helt særligt et af slagsen. Det var nemlig Per Jørgensens maratonløb nummer 500 og Ole Jørgensens nummer 300.
Brødrene er begge medlemmer af løbefællesskabet Klub 100 Halvmaraton, hvor man løber efter særlige regler og samler på halvmaratonløb. Optagelse i klubben og den første stjerne får man, når man har løbet 100 halvmaratoner. Således kunne Per og Ole Jørgensen denne anden lørdag i april se frem til at modtage deres henholdsvis femte og tredje stjerne ved målstregen.
»Det føltes stort og var da en milepæl for mig at kunne inkassere min femte stjerne og for Oles vedkommende sin tredje. Egentlig er det ikke noget, vi som sådan har gået og drømt om. Det ene løb tager ligesom bare det andet,« fortæller Per Jørgensen dagen efter jubilæumsløbet. Han har sat sig godt til rette i en lænestol i hjemmet i Ulstrup. Med benene oppe og en kop kaffe placeret, så han kan nå den uden at skulle have benene ned.
Cirka klokken halv tolv lørdag formiddag 13. april krydsede brødrene målstregen sammen. I tiden 1 time og 58 minutter.
»Det var en tilfredsstillende tid. Også selv om den er et stykke fra min løbsrekord på 1 time og 23 minutter fra 2014, hvor jeg løb Berlin Halvmaraton. Men i dag handler løb for mig mindre om tiden, jeg løber på, og mere om det sociale aspekt,« lyder det fra den 59-årige løbeentusiast.
Positivt trækplaster
Per Jørgensen ikke alene deltager i rigtig mange løb - en stor del af løbene arrangerer han selv på frivillig basis. Således også lørdagens Jubilæumsløb i Ulstrup.
»Jubilæumsløbet 13. april var vores event nummer 192 i Ulstrup. Sidste år holdt vi over tres forskellige motionsløb, heriblandt rundeløb, halvmaraton, maraton og seks timers løb. Med trækstien og den smukke natur er Ulstrup et populært sted at løbe, og så er det praktisk at kunne klæde om i Ulstrup Hallerne. Derfor kommer der som regel mange løbere fra hele Midt- og Østjylland til diverse løb i Ulstrup, og det er positivt for en lille by som vores,« forklarer Per Jørgensen.
Løbsarrangementerne i Ulstrup tiltrækker ikke alene glade løbere fra nær og fjern. Også en stor del af borgerne i den lille landsby møder troligt op for at heppe.
»Mange af de lokale var stået tidligt op lørdag morgen for at bakke op om os løbere og om hele arrangementet. Borgmester i Favrskov Kommune, Lars Storgaard, holdt tale inden løbsstart og løb selv en runde sammen med os. Det var vi rigtig glade for,« siger Per Jørgensen.
»Og så er en pølse med brød og en kop kaffe uden for hallen, når løbet er slut, jo hyggeligt og en oplagt mulighed for at komme hinanden ved i lokalsamfundet,« tilføjer den ihærdige ildsjæl.
Stort forbrug af løbesko
Per Jørgensen begyndte sit løbeeventyr for omtrent tyve år siden, da den fodboldklub, han ellers spillede i, lukkede.
»Da den lokale fodboldklub lukkede, skulle jeg finde på en anden motionsform, og så begyndte jeg at løbe. Jeg blev hurtigt bidt af løb, kom med i en løbeklub og i 2008 løb jeg mit første halvmaraton i Bjerringbro i tiden 1 time og 37 minutter,« fortæller Per Jørgensen.
Siden har Per Jørgensen ikke set sig tilbage. Han har løbet ekstremløb, flere maratoner og nu altså sit halvmaraton nummer 500.
»I 2015 have jeg kun løbet 30 halvmaratoner. Derfra er det eskaleret. I dag løber jeg seks-syv halvmaratoner om måneden. Det lyder måske af meget, men når man kan lide at løbe, er det ingen sag,« forsikrer han.
»Jeg vil tro, jeg bruger mellem otte og 10 timer om ugen på at løbe og løber cirka 4500 kilometer om året. Så jeg får slidt nogle løbesko... Jeg udskifter mine løbesko ved hver 1000 kilometer, så en fire-fem par om året bliver det da til,« ler han.
Alder ingen hindring
Per Jørgensens tvillingebror, Ole, begyndte at løbe i 2016, og siden har de to løbet tusindvis af kilometer sammen under titlen Team Tvilling.
»Ole og jeg bor begge i Ulstrup, vi arbejder samme sted, og så løber vi ofte sammen efter fyraften. Vi er ikke tvillinger for ingenting!« griner Per Jørgensen.
»Vi deltager i så mange løb som muligt; maraton, halvmaraton, 6-timers løb... I 2020 løb vi vores officielle halvmaraton nummer 400 og 200 sammen her i byen. Og i år altså mit nummer 500 og Oles nummer 300.«
I 2017 satte et kirurgisk indgreb en midlertidig stopper for løberiet, da Per Jørgensen måtte opereres i begge fødder på grund af nerver, som sad i klemme.
»Det er alle løberes værste mareridt at få en skade. Kan vi ikke komme ud at løbe, går vi jo nærmest i panik. Så efter min operation besluttede jeg at sadle om til primært at løbe halvmaraton. Af hensyn til fysikken,« forklarer Per Jørgensen.
Til trods for at Per og Ole Jørgensen runder 60 år næste år, har tvillingebrødrene ingen intentioner om at stille løbeskoene.
»Nu er vi jo ved at være et par ældre herrer, men så længe vi kan lide det og er glade, bliver vi ved med både at arrangere løb og løbe dem,« slår Per Jørgensen fast.
Nok sad Per Jørgensen med benene oppe dagen efter sit maratonløb nummer 500, men meget tyder på, det kun var kortvarigt. Forude venter nemlig næste milepæl.
»Ole og jeg går med tanken om at indkassere vores respektive fjerde og sjette stjerne i Klub 100 Halvmaraton regi. Når jeg runder mit officielle maratonløb nummer 600 og Ole sit nummer 400, kan vi sige, at vi tilsammen har løbet 1000 halvmaratoner. Det kan da noget!« siger Per Jørgensen begejstret.