Fortsæt til indhold

100 nye boliger i alt: »Jeg tror, det kommer til at gå stærkt«

For at markere at 30 parcelhusgrunde blev sat til salg i første etape af nyt boligområde, var der 23. maj taler, pølsevogn og første spadestik i Hadbjerg.

Favrskov

I underkanten af 50 personer var 23. maj mødt op for at se første spadestik blive taget til første etape af Hadbjergs nye boligområde Elmelunden.

I den første etape er 30 parcelhusgrunde, som blev sat til salg på dagen, og 34 rækkehuse, som står klar i sommeren 2025, hvis ellers alt glider glat.

Når hele det 12,5 hektar store område, som Elmelunden dækker, er færdigt, er 100 nye boliger skudt op.

Området er placeret i retning mod Hadsten – nord for Bavnehøjvej og vest for Elmelundsvej.

Første-spadestik-arrangementet blev skudt i gang med en tale af Søren Juhl. Han og hans hustru Rikke Juhl sælger den jord, som Elmelunden vokser op på.

»Jeg vil gerne være med til at udvikle Hadbjerg, for det er en fantastisk by,« sagde Søren Juhl i åbningstalen.

»Jeg har selv gået i skole i Hadbjerg for 40 år siden. Jeg spillede fodbold, håndbold og gik til gymnastik. Så Hadbjerg var fundamentet i min tilværelse. Nu synes jeg, det er sjovt at være med til at udvikle den by, jeg selv har gået i skole i. Og hvis vi skal blive ved at kunne fastholde og udvikle eksempelvis skolen, er det nødvendigt med flere boliger,« fortalte Søren Juhl ligeledes på dagen.

Første spadestik har været lang tid undervejs, fra de første tanker og snakke blev taget.

»Det er syv år siden, så det er en længe ventet dag,« sagde Søren Juhl.

Han forklarede, at kommunen i 2017 arrangerede et borgermøde, hvor man præsenterede de områder, man havde i tankerne for at udvide Hadbjerg. Derefter tog han kontakt til kommunen. Han og hans hustru ejer to gårde i området, men bor selv på en gård et andet sted.

»Et attraktivt sted«

Også borgmester Lars Storgaard (K) holdt tale, før det første spadestik blev taget, og pølsevognen åbnede.

»Hadbjerg er et rigtig attraktivt område. Det er en by med en god skole, børnehave, vuggestue og en aktiv idrætsforening. Her er også det grundstof, som alle gode byer er bygget på, nemlig lokalt engagement. I Hadbjerg vil I være noget for hinanden, og den kvalitet bemærker folk, der kommer på besøg i byen. Og det er noget, som for eksempel børnefamilier vægter højt, når de skal vælge, hvor de vil bo,« lagde borgmesteren ud – han fortsatte:

»I Favrskov Kommunes vision indgår det, at vi gerne vil være en god bosætningskommune. Det er vigtigt for os, at vi har attraktive tilflytningsmuligheder, og at Favrskov er et godt sted at bo og leve. Det er jeg overbevist om, at Hadbjergs nyeste bydel kommer til at leve op til. Jeg glæder mig til at følge udviklingen herude – og jeg tror, det kommer til at gå stærkt. Jeg vil tro, at der på samme tid næste år er opført 10-15 nye familiehuse lige her, hvor vi står nu.«

Derefter kom først en børneskovl i jorden, som symbol på de børnefamilier, som forventes at flytte ind på stedet, og dernæst en rigtig spade. Det første spadestik blev taget i fællesskab af Søren Juhl, Lars Storgaard og Steffen Vestergaard – sidstnævnte ejer Vestergaard Estate, der skal udleje de 34 rækkehuse.