Anonymt og glemt område er blevet til frodigt byrum
Nu kan man mødes om mad, musik, samvær, leg, snak og fuglefløjt udenfor Sløjfen.
Der er sket meget siden marts, da der blev taget første spadestik til den to millioner kroner dyre forskønnelse af udeområdet ved Hadsten Kulturhus Sløjfen.
Stier, græsbelægning, træer, små hække, bede, plantekummer, belysning, belægning med kinesisk granit, amfiscene, græstoppe og store kugler til leg har afløst gruspladsen og et »både anonymt og glemt område, som vi aldrig rigtig fandt ud af at bruge til noget spændende.«
Sådan lød det fra borgmester Lars Storgaard, da han indviede den nye plads, der skal gøre kulturhuset til et endnu mere attraktivt samlingssted i byen.
Etableringen af forpladsen var det foreløbig sidste skridt i fornyelsen af kulturhuset, der har været til debat og under planlægning i adskillige år.
Først fik musikskolen et nyt øvelokale, BeatBox. Derefter blev der bygget er rigtigt produktionskøkken, som Skafferiet er rykket ind i og nu tilbyder mad til arrangementer og fester. Skafferiet har også sat gang i fællesspisninger og fredagsbarer, som har givet mere liv i huset. Og med etableringen af forpladsen er der nu også mulighed for udeservering.
»Her er plads til børnefamilierne, veninderne og seniorerne. Her kan man mødes til lækker mad fra Skafferiet eller holde et hvil efter en gåtur i Kollerup Enge. Her er der plads til musik, samvær, leg, stilhed, fordybelse, snak og fuglefløjt. Det grønne byrum får byen til at hænge endnu bedre sammen, og det spiller fint op til Kollerup Enge og videre til Lilleåparken,« sagde borgmesteren i sin tale, hvor han kraftigt opfordrede til at gøre brug af det nye område.
På sigt kommer der også et regnvandsbassin i området op mod Østervangsvej. Bassinet bliver tænkt ind som et rekreativt område og etableres i samarbejde med Favrskov Forsyning.
Det nye område kommer for alvor i ilden, når kommunen senere på måneden afvikler sin nye store børnekulturfestival, Skrål.