»Han er som snydt ud af næsen på sin far«
Theodor Hauer Vendelbo sidder i det samme lokale og har den samme lærer, som hans far havde for 30 år siden.
»Det var nogle andre omgivelser dengang. Der var færre bygninger – den her bygning var lige bygget, og hallen var her heller ikke.«
Anders Hauer Møller husker tilbage, hvordan det var, da han for 30 år siden begyndte i Friskolen i Hinnerup, der på det tidspunkt havde 10 år på bagen.
Han sidder i rummet, hvor han tilbragte det meste af tiden i sine første fire skoleår. Sammen med sit ældste barn, Theodor Hauer Vendelbo på snart ni år, der har tilbragt de første år af sin skolegang i samme lokale som sin far. De har endda haft den samme lillegruppelærer, Rie Andreasen.
»Theodor er som snydt ud af næsen på sin far. Det er sindssygt hyggeligt og meget rørende,« siger Rie Andreasen.
Som forælder på friskolen forpligter man sig til at tage del i skolens hverdag. Anders Hauer Møller skal eksempelvis bage 120 boller hver sjette uge, og i forbindelse med fejringen af skolens 40 års jubilæum har han været i arbejdsgruppe sammen sin tidligere lærer. Familien har også haft besøg af Rie Andreasen, ligesom hun i sin tid besøgte Anders Hauer Møller og hans forældre, da han var barn.
»Lærerne på friskolen tager ud og besøger eleverne og deres familie. Det giver noget og er lidt hyggeligt at se børnenes værelser, og hvor de bor,« siger Rie Andreasen.
Grupper, ikke klasser
På Friskolen i Hinnerup er eleverne inddelt i grupper på omkring 15 elever på tværs af årgange: Spirerne, lillegruppe, mellemgruppe, storgruppe og udskoling.
»Noget af det bedste ved skolen er, at vi har aldersintegration. Det giver fællesskab, alle kender hinanden, og de små er ikke bange for de store,« siger Rie Andreasen.
Eleverne møder også hinanden på tværs af årgange, når de på skift har køkkentjans, hvor de hjælper med lave mad.
»Vi spiller også rundbold, stikbold og selvfølgelig fodbold sammen i pausen,« siger Theodor Hauer Vendelbo.
Skolen har desuden en hest-føl ordning, der går ud på, at de yngste elever hver især bliver knyttet til en elev i 7. klasse, der hjælper dem til rette på skolen.
Nærvær
Alt i alt synes Anders Hauer Møller godt om sin gamle skole, og da familien bor tæt på, besluttede de, at deres tre børn, hvoraf Theodor er den ældste, også skal gå i Friskolen i Hinnerup.
»Jeg kunne godt lide at gå her, og det tiltaler os, at man er på tværs af årgange, og at klasserne er forholdsvis små. Det giver nærvær. Man prøver også at gøre tingene lidt anderledes og har fokus på andet end skoleting,« siger Anders Hauer Møller.
Hinnerup Friskole lægger stor vægt på praktiske og kreative fag og er blandt andet kendt for sine temauger, hvor man hvert andet år hiver to uger ud af kalenderen og dykker ned i et emne.
Lærere holder sammen
Da familien skulle træffe beslutning om skolevalg, hæftede Anders Hauer Møller sig også ved, at flere af lærerne fra hans tid stadigvæk var på skolen.
»Det er et godt tegn, at de har lyst til at blive.«
De ældre lærere på skolen mødes faktisk hver anden måde med de lærere, der er stoppet.
»Vi har stadigvæk meget med hinanden at gøre. Det kan jeg godt lide,« siger Rie Andreasen.
Hun glæder sig samtidig over og er i forhold til friskolens fremtid tryg ved, at hun har fået en masse unge kollegaer og en meget ung skoleleder.