Biavlere fra Hammel er kåret som Årets Biavlerforening
Lokal biavlerforening hædres for deres indsats med at uddanne såvel nye som mere erfarne biavlere.
Hammel og Omegns Biavlerforening er kåret som Årets Biavlerforening for deres indsats med at uddanne både nye og erfarne biavlere. Det oplyser den lokale forening i en pressemeddelelse.
Det er kun anden gang, at Danmarks Biavlerforening kårer Årets biavlerforening. I år var kriteriet, at foreningen skal være dygtig til at uddanne nye biavlere og samtidig være god til at videreuddanne og fastholde de mere erfarne biavlere i foreningslivet. Fire foreninger kandiderede om titlen, som gik til biavlerne fra Hammel.
»Vi er naturligvis meget stolte af, at vi kan kalde os Årets biavlerforening. I foreningen har vi jo set, at vores måde at gribe uddannelse an på virker, og nu har vi diplom på det. Vi lægger vægt på, at alle skal føle sig velkomne, og at alle kan lære noget, men også lære fra sig. Det inkluderende fællesskab viser sig ved, at vi som oftest har et stort fremmøde til vores møder,« siger Gert Pedersen Aamand, formand for Hammel og Omegns Biavlerforening.
Skolebigården
Siden år 2000 har foreningen haft sin skolebigård ved Klintholm i Hammel. I skolebigården er der ni bifamilier, og det er her, den praktiske uddannelse af nye biavlere foregår under kyndig vejledning fra instruktører. Forud for den praktiske del har kursisterne haft fire gange teoriundervisning.
Skolebigården er også stedet, hvor alle foreningens medlemmer kan mødes hver tiende dag i hele sæsonen og gennem forskellige bi-aktiviteter lære hinanden at kende, få inspiration, hjælpe hinanden og udveksle erfaringer.
»Vi lægger meget stor vægt på, at der også skal være noget at lære for de mere erfarne biavlere. Vi tilskynder medlemmerne til blandt andet temaaftener, hvor et specifikt emne behandles, og vi har et flerårigt projekt kørende. Deltagerne i projektet holder løbende de øvrige medlemmer ajour med de erfaringer, som de opnår gennem projektet,« fortæller Gert Pedersen Aamand.
Skolebigården bruges også, når foreningen får besøg af skoleklasser, som gerne vil se og lære om biernes verden. Foreningen har netop modtaget tilsagn fra Nordea Fonden til blandt andet indkøb af nye bidragter til børn, så de er godt beskyttet, når de besøger bierne ved Klintholm.
Alle kan være med
»På vores begynderkurser har vi i de senere år oplevet, at der er et stigende antal kvinder, som fatter interesse for biavl. Der kommer også børn sammen med deres forældre med henblik på, at biavlen skal være et familieprojekt. Endelig er der en øget tilgang af kursister i alderen 30-50 år, og de drives især af tanken om selvforsyning. Biavlen er så at sige et selvforsyningsprojekt for mange af de yngre biavlere,« siger formanden for Årets biavlerforening.
Hammel og Omegns Biavlerforening havde 51 medlemmer ved foreningens 100-års jubilæum i 2016. I dag er man oppe på 104 medelemmer.