Fortsæt til indhold

Alt skal væk: Design, lager og inventar fra Pompdelux ryger på auktion

Børnetøjsmærkets hovedkontor i Søften skal ryddes.

Favrskov
jr

Design, lager og inventar fra Pompdeluxs tidligere hovedkontor i Søften bliver nu solgt på auktion.

Det kendte børnetøjsmærke indgav konkursbegæring i foråret, men det lykkedes at bevare brandet, der fortsætter under nye ejere og flytter hovedsædet til København.

Varelageret er solgt, men alt andet fra hovedkontoret i Søften med mere end 80 arbejdspladser bliver nu solgt på auktion hos Auktionshuset dab.

Der vil være to onlineauktioner fra Pompdelux. En del med kontorinventar, IT, kantine og havemøbler, og en del med lagerreoler, pallereoler og pakkeudstyr med mere.

Over 900 aktiver kommer under hammeren, herunder 111 HAY-møbler, Sonos-højtalere, kontorstole fra Håg, storkøkkeninventar, pendler fra Muuto og meget mere.

Designmøbler fra kantinen. Pressefoto
Havemøbler fra Pompdeluxe. Pressefoto
Man kan også byde på lagerreoler, pallereoler og pakkeudstyr med mere. Pressefoto

Onlineauktionen henvender sig både til privat- og erhvervskøbere, oplyser auktionshuset i en pressemeddelelse. Er man interesseret i at besigtige aktiverne, kan man komme til eftersyn 12. august klokken 9 - 12 på Omega 7, 8382 Hinnerup.

De to onlineauktioner slutter 13. august henholdsvis klokken 9 og 12.