Fortsæt til indhold

Boligforening får penge til at omdanne skur til hyggelokale

Andelsboligforeningen Hindhøjen i Hinnerup er blandt de heldige, som slap gennem nåleøjet og har modtaget støttekroner fra Auras Lokalværdipulje.

Favrskov
csj

Den lokale energi- og fiberkoncern Aura har uddelt forårets Lokalværdipulje med støtte til lokale foreninger og klubber. Støtten går til sociale, kulturelle og sportslige aktiviteter blandt selskabets andelshavere.

Der har været rekordmange ansøgere til puljen i denne runde.

Blandt de heldige, som slap gennem nåleøjet og har modtaget støttekroner, er Andelsboligforeningen Hindhøjen i Hinnerup, skriver Aura i en pressemeddelelse.

Beboerne i den godt 25 år gamle andelsboligforening har tidligere holdt deres møder, fester og generalforsamlinger i et gammelt cykelskur. Med et tilskud fra AURAs Lokalværdipulje på 10.000 kroner vil de nu opgradere rummet, så det bliver et hyggeligt fællesrum med mulighed for endnu flere aktiviteter.

»Vi er glade for, at vores lokale fiber- og energiselskab vælger og støtte op om os, så vi kan få nogle bedre rammer. Vi har også netop fået fiber fra AURA, så vi har mulighed for at steame i vores lokale, så det hele går op i en højere enhed,« siger Conny Østergaard fra Andelsboligforeningen Hindhøjen i pressemeddelelsen.