Danmarks første byggegenbrugsbutik fejrer fødselsdag
Røde Kors Bygge-genbrug har inviteret "genbrugsvenner" til sin første halvrunde fødselsdag.
For fem år siden åbnede Røde Kors en byggegenbrugsbutik i Hinnerup, som var den første af sin slags i Danmark. Siden har den humanitære hjælpeorganisation åbnet lignende butikker i Viborg, Ringkøbing og Odense.
Den halvrunde fødselsdag bliver fejret lørdag 10. august klokken 10-15 i butikken på Samsøvej 16. Det sker i selskab med andre lokale interessenter, der arbejder med genbrug.
Klokken 10-12 er der besøg af Favrskov Forsyning, der sætter fokus på behovet for at genbruge og sortering af tekstil-affald og tekstil til genbrug.
Fra 10 til 13 kan man bygge fuglekasser og flagermuskasser af genbrugstræ i selskab med Danmarks Naturfredningsforening Favrskov, hvor alle børn kan deltage. I samme tidsrum kommer der en skærsliber og sliber knive for 50 kroner og sakse for 75 kroner.
Byens ”almindelige” Røde Kors holder outlet salg og nørklerne sælger håndlavede ting af genbrugsmaterialer.
Bygge-genbrug butikken får snart en hjertestarter udenfor indgangen, og i den anledning kan man klokken 10-12 møde en Røde Kors førstehjælpsinstruktør, som viser, hvordan en hjertestarter skal bruges.
Endelige kan du også prøve en cykel, der måler, hvor megen energi man man kan producere ved at cykle.