Fortsæt til indhold

Nye asbestregler giver travlhed hos lokal håndværker: »Folk panikker lidt – og det kan jeg godt forstå«

Renovering af asbestholdige eternittage bliver betydeligt dyrere fra årsskiftet.

Favrskov
jr

Til nytår, 1. januar 2025, træder der skærpede regler i kraft for håndtering og bortskaffelse af asbestholdige eternittage. Det kan mærkes hos tømrermester Nicolai Lindgaard Møller, der driver Nimo Byg i Hadsten.

»De nye regler omkring asbestholdige eternittage har givet os rigtig travlt. Jeg mærker faktisk, at folk panikker lidt – og det kan jeg godt forstå – over at få skiftet deres tage, da de har læst sig til, at det medfører en temmelig stor ekstra udgift ved en tagrenovering. Det giver nemlig rigtig god mening at få foretaget en udskiftning af deres eternittag, inden de nye regler træder i kraft i 2025. Herefter bliver renoveringen af projekter med gamle eternitplader betydeligt dyrere,« fortæller Nicolai Lindgaard Møller i en pressemeddelelse.

Nimo Byg ApS har derfor netop udvidet deres ekspertiseområde med Emil Pedersen, som er nyansat tagdækker. Han har 18 års erfaring, og med hans ekspertise kan Nimo Byg nu tilbyde skræddersyede tagløsninger in-house.

Nimo Byg ApS er stiftet i 2014 og er i dag vokset til et team på ti mand, som arbejder med tømrer-, murer- og tagdækningsopgaver i lokalområdet for både privat- og erhvervskunder. Foto: Nimo Byg/Trine Juul Axelsen

»Med Emil på holdet styrker vi vores kompetencer inden for tagdækning og ser frem til at kunne tilbyde endnu flere spændende løsninger til vores kunder,« siger Nicolai Lindgaard Møller.

Faggrupperne hos Nimo Byg spænder over tømrere og murere og nu også tagdækning. For nylig har virksomheden også ansat en marketing- og kommunikationsmedarbejder til at varetage firmaets SoMe, kommunikation, fotografering og website med mere.

Emil Pedersen er nyansat tagdækker hos Nimo Byg ApS i Hadsten. Foto: Nimo Byg/Trine Juul Axelsen.