»Al den hvin, hyl og skrig var helt fantastisk«
Fire dages festivitas i Lilleåparken er ovre, og markedsformand Henning Bertelsen kan gøre status på Lilleå Marked 2024.
Det er dagen derpå for Henning Bertelsen, der er formand for Lions Club Hadstens Lilleå Markeds-udvalg.
Lokalavisen Favrskov forstyrrer formanden tidligt mandag morgen efter årets Lilleå Marked.
Selvom Henning Bertelsen er godt brugt oven på fire dages festivitas, er han nu i et ganske fint humør, for han er godt tilfreds med årets marked, som dog ikke forløb helt uden problemer.
»Vejrguderne drillede os jo lidt. Torsdag aften blæste det helt vildt. Vi måtte sikre det store telt ekstra, og nogle kræmmere tog deres telte ned eller holdt godt fast i dem. Lørdag aften midt under den store fest kom en ordentlig tordenbyge, som gav en voldsom skylle. Det betød, at teltet blev oversvømmet indenfor, så det gav lidt afbrydelse, men det blev udbedret, og så fortsatte festen med SÅ god stemning,« siger Henning Bertelsen.
Den gode stemning har Henning Bertelsen generelt bidt mærke i.
»Vi har fået megen ros for det nye tivoli i år og de nye ting, vi har sat på programmet. Det gjaldt blandt andet dart-turneringen, som var meget velbesøgt.
Og så var der havetraktor-træk – det kunne da virkelig samle folk, skal jeg da lige love for. Selv borgmesteren lagde vejen forbi. Når de her små havetraktorer lige gasser op, så der står lidt røg – ej, men du kan tro, det var godt,« siger formanden, som fortsætter:
»Tivoliet fyldte jo næsten det dobbelte i år, og al den hvin, hyl og skrig, det gav, var helt fantastisk. Det har vi ikke hørt i samme omfang tidligere. Det giver altså noget stemning, det er helt sikkert.«
Musik, Tivoli og kræmmere
Henning Bertelsens tommelfinger »vender så absolut opad«, når han ser tilbage på Lilleå Marked 2024.
Inden længe går arbejdet med næste års marked så i gang, men først skal Lions Club Hadsten evaluere på 2024-markedet. Det sker første torsdag i september.
Hvad vil du sige har fungeret allerbedst i år, og hvad kunne godt være gået bedre?
»Jeg synes, at underholdningen er gået fantastisk. Blandt andet sagde de folk, som var til Shu-bi-dua 2.0 fredag aften, at det var fantastisk – og Mercury Band er jo sikker. De laver en fest hver gang. Så var tivoliet også fantastisk, og så havde vi en fyldt kræmmerplads for første gang i flere år. Der var mange nye kræmmere, og mange sagde, at de kommer igen,« siger Henning Bertelsen om alt det positive.
»Til gengæld fik vores kagebord søndag ikke nok tilmeldinger, og herrefrokosten var svær at trække i gang. Så der må vi kigge på, hvad vi kan gøre anderledes, eller om der skal fornyelse til.«
Henning Bertelsen nævner også, at fredagens fest godt kunne have brugt lidt flere gæster.
»Men vi har jo rykket årets marked fra uge 32 til 34, og det tager noget tid at få vendt folks vaner. Mange har jo planlagt deres familiefester efter, at markedet ligger i uge 32,« siger formanden.