Fortsæt til indhold

March mod Ensomhed kommer til Hinnerup, og du kan gå med

Lokal bankmand bakker op om kampen mod ensomhed.

Favrskov

I den kommende weekenden kommer ensomhed i centrum i Hinnerup. Lørdag 14. september er Hinnerup Bibliotek mål for March mod Ensomhed, der lørdag morgen klokken 8 begynder fra Aarhus Rådhus.

Søndag 15. september klokken 8 begynder etape nummer 42 fra biblioteket i Hinnerup, hvor alle er velkommen til at møde op og gå med, så længe man har tid, kræfter og lyst.

Jesper Rønne, der bor i Hinnerup og er privatkundechef hos Middelfart Sparekasse i Aarhus, ser frem til marchen, som hans arbejdsplads bakker op om som partner.

Jesper Rønne fra Hinnerup bakker sammen med sin arbejdsplads, Middelfart Sparekasse, op om March mod Ensomhed, der kommer til Hinnerup. Pressefoto

»Ensomhed er en stigende udfordring for vores samfund,« siger Jesper Rønne i en pressemeddelelse fra Middelfart Sparekasse.

Fællesskab

Jesper Rønne har boet i Hinnerup i 20 år og i en årrække været afdelingsdirektør i en anden bank i Hinnerup, hvor han har skabt sig et stort netværk blandt andet via familiens to døtre, der har gået i skole og dyrket fritidsinteresser i Hinnerup. Han føler sig ikke selv ensom i byen, og netop fællesskaber kan ifølge den lokale bankmand være vejen ud af ensomhed.

»Fællesskaber kan være en del af løsningen på ensomhed, og på samme måde gør det at gå også noget godt for tankerne. March mod Ensomhed kombinerer de to ting på fineste vis. Med ensomhed er der også en risiko for følgesygdomme, der koster samfundet millioner af kroner, så vi bør gøre alt, vi kan, for vedvarende at fokusere på ensomhed i vores ellers på mange måder robuste samfund,« siger Jesper Rønne.

March mod Ensomhed begynder som nævnt søndag 15. september klokken 8 fra Hinnerup Bibliotek, Skovvej 8. Herfra går turen mod nordøst over Hår, Tåstrup, Ødum, Astrup, Halling og Søby, inden etapen slutter i Torvegade i Auning på Djursland. Ruten er 32 kilometer, og der er forventet ankomst klokken 17, men man kan som nævnt ”stå af” på ruten, hvor det passer.