Byens pensionister modtager gave til over en halv million kroner
Frivillige kører ture med byens pensionister i nyindkøbt bus, der er betalt af støtteklub.
Forleden var der fest og stor glæde på Plejecenter Thorshøj i Thorsø. Festen og glæden skyldtes, at Støtteklubben på Thorshøj præsenterede en ny bus til byens pensionister.
Den nye bus har kostet 544.105 kroner og er indkøbt kontant takket være støtteklubbens over 1.000 medlemmer, der via deres kontingent har sparet omkring 400.000 kroner op. Resten af handelen blev finansieret ved salg af den gamle bus, som indgik i handelen til en pris på 120.000 kroner.
Den gamle bus var seks år gammel og ved at være nedslidt, så støtteklubbens formand Bodil Rasmussen glæder sig over den nye bus, der har automatgear og aircondition.
»Så fremover bliver der ikke så mange svedeture,« sagde formanden ved præsentationen af den nye bus.
Frivillige kører fast ture for byens pensionister fra april til november, og bussen er derudover til stor glæde for plejehjemmets beboere, oplyser støtteklubben i en pressemeddelelse.
Mange af byens virksomheder har støttet buskøbet med sponsorering af reklamer på bussen.