Fortsæt til indhold

Favrskov mister 110 arbejdspladser

Nordisk Wavin i Hammel udflytter den traditionelle plastproduktion.

Favrskov

Wavin Danmark, der er en del af Orbia B&I, har i dag meddelt, at virksomheden i løbet af de kommende år udflytter den traditionelle plastproduktion, der i dag foregår på fabrikken i Hammel, til andre europæiske Orbia B&I-lokationer. Desværre vil udflytningen påvirke cirka 110 arbejdspladser direkte relateret til produktionen i Hammel, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Arbejdspladserne forventes at blive nedlagt løbende over en flerårig periode. I dag beskæftiger Wavin Danmark knap 300 medarbejdere.

Der vil fortsat blive produceret løsninger til VVS-segmentet på den danske fabrik, da Hammel vil fortsætte som det europæiske kompetencecenter for indeklimaløsninger. Derudover vil de nuværende produktionsfaciliteter blive omdannet til et forbedret logistikcenter, der skal forsyne det danske marked samt de øvrige nordiske lande. Wavin Academy træningscentret i Hammel, der tilbyder fagfolk i branchen viden om nye produkter og teknologier, vil også fortsætte uændret ligesom alle kommercielle funktioner stadig vil servicere det danske marked.

Nordisk Wavins ledelse har fokus på at støtte alle berørte medarbejdere og arbejde med relevante eksterne samarbejdspartnere.

»Vi er kede af at skulle flytte produktionen i Hammel, fordi det betyder, at vi vil være nødt til at sige farvel til gode kolleger og også på grund af den påvirkning, det vil få på lokalsamfundet. Vores primære fokus vil derfor være på at støtte medarbejderne i overgangsperioden,« siger Henrik Falck, administrerende direktør hos Nordisk Wavin.

Udflytningen sker som et resultat af Orbia B&I’s løbende arbejde med at optimere udnyttelsen af produktionskapaciteten og sikre en konkurrencedygtig virksomhedsdrift. Således samler virksomheden teknologier, reducerer kompleksitet og opretter ekspertisecentre ved at samle specifikke processer på udvalgte Orbia B&I-lokationer.