Nu bliver der atter lavet mad i gammel slagter-butik
De første frokostretter flyver allerede nu ud fra Hammel-afdelingen af DinnerdeLuxe.
I april i år lukkede den anderledes slagterforretning Alt i Kød, da virksomheden gik konkurs. Nu er der så atter liv i lokalerne på Industrivej 6A i Hammel. Her er cateringvirksomheden DinnerdeLuxe nemlig rykket ind.
DinnerdeLuxe har 37 køkkener fordelt over hele landet og har fuld fart på.
»Vi kan ikke længere følge med i vores nuværende køkkener – vi har simpelthen ikke plads til at producere mere,« siger René Laursen, der er direktør i DinnerdeLuxe.
Han forklarer, at der i Hammel skal produceres frokostordninger til lokale virksomheder.
»Frem for at have nogle få kæmpekøkkener, vil vi hellere være lokale og være en del af et lokalsamfund,« siger direktøren.
De første frokostretter flyver ud fra Hammel-afdelingen 1. oktober.
René Laursen tilføjer, at der ender med at være cirka ti ansatte i Hammel. Stillingerne er allerede besat.
Bliver mere og mere populært
Det er ikke småtterier, som hver dag forlader DinnerdeLuxes køkkener. Virksomheden bespiser nemlig 15.000 personer hver dag. Enten i form af froksotordninger eller kantinedrift.
Det mindste antal personer, man kan bestille frokostordning til, er ti. I den anden ende af skalaen leverer DinnerdeLuxe også til virksomheder, hvor mange hundrede personer skal bespises.
»Det bliver mere og mere populært at få en af os ud at stå. Vi står så for det hele: Har maden med derud og sørger for at få vasket op,« siger direktøren, som tilføjer, at frokostordnings-delen er steget med lidt over 35 procent om året siden corona.
Som en afsluttende bemærkning indskyder René Laursen, at DinnerdeLuxe i bæredygtighedens navn har lavet aftaler med virksomheder om at aftage varer, som er pakket forkert, som er grimme, som vejer noget forkert, eller noget helt fjerde.
»I stedet for at maden bliver smidt ud, så inkorporerer vi det i menuen. Og hvorfor nævner jeg så det? Jo, det gør jeg, fordi der kunne tænkes at være nogle lokale fødevarevirksomheder, som måske får pakket noget forkert en gang i mellem. Så vil vi gerne i kontakt med dem.«