25 år med blomster: Det hele begyndte med en kontrakt på en serviet
Efter 25 år som ejer af Hadsten Blomster glæder Lars Simonsen sig stadig til at komme på arbejde hver dag. Særligt kundekontakten driver ham.
For 25 år siden blev der på en serviet nedskrevet en købskontrakt på Hadsten Blomster – det skete over en flaske rødvin mellem daværende ejer, Lise Larsen, og en ung Lars Simonsen.
I dag ejer Lars Simonsen stadig Hadsten Blomster, og han elsker stadig butikslivet nøjagtig lige så meget som for 25 år siden.
Med et lidt fortærsket udtryk så brænder Lars Simonsen for sit fag og for detailhandlen.
»Jeg kunne i princippet godt drive forretningen væk fra centrum, fra et sted, som ikke har seks store vinduer og ligger på byens dyreste placering, men for mig er det vigtigt at være detailist. Det er en meget stor del af butikkens dna, at vi har den fysiske kundekontakt,« siger Lars Simonsen og fortsætter:
»Jeg brænder for at sælge, og jeg elsker at tilpasse ordrene til kundens ønsker. Vi gør meget ud af at være nærværende, og det er altså meget nemmere at gøre med en fysisk butik. Det ville vi ikke have en jordisk chance for, hvis vi kun havde en webshop. Det er noget andet at få en vejledning af mig fysisk end få et svar fra en chatbot.«
Men en af årsagerne, til at butikken stadig eksisterer, er alligevel, at Hadsten Blomster også har et web-ben at stå på. Både i form af Interflora-samarbejdet og i form af egen webshop.
»Heldigvis har vi været med på e-handel fra starten. Det er med til at holde et flow i ordrene, hvilket er med til at sikre, at vi har et stort sortiment,« siger blomsterbutiks-ejeren, som mærker færre fysiske kunder end tidligere, men flere fra web-handel.
Fra vugge til grav
En anden årsag, til Hadsten Blomsters fortsatte eksistens, er desuden det engagement, som de fem ansatte lægger for dagen, hvis altså Lars Simonsen selv skal sige det.
»Vi er stadig dedikerede og engagerede i vores erhverv. Og så har vi forsøgt at tilpasse os markedet gennem alle årene. Vi har fulgt med i tid og trends og holdt os i live på den måde. Det er vigtigt, at man stadig har gejst, gnist og lyst til at udvikle sig. Vi har også holdt fast i at have elever, for det gør, at vi hele tiden skal være opdaterede på, hvad der sker i faget.«
Spørger man Lars Simonsen, hvad han sælger i sin butik, så er svaret ikke blomster og brugskunst, men:
»Overflødighed, livsstil, glæde og følelser – og det kan så udtrykkes i blomster,« siger han.
»Det, vi sælger er ’nice to have’, ikke ’need to have’. Det er et eller andet sted en luksusvare. Ligesom at gå ud at spise. Og det er ikke billigt, men det er noget, som vi ved skaber positivitet og går indad: Det, at nogle har tænkt på én og har besværet sig med at købe en buket,« fortsætter blomsterbutiks-ejeren, som i dag er på fornavn med rigtig mange af sine kunder.
»Vi har fulgt med i mange folks liv gennem 25 år. Tag eksempelvis de dér små, bumsede fejedrenge, vi engang havde i butikken. De er blevet gift og har fået børn nu,« siger Lars Simonsen og tilføjer:
»Generelt er vi med i folks liv fra vugge til grav, kan man sige. For vi bruger jo blomster til alt. Lige fra den første forelskelse, hvor der er ’ugedag’, til parret, som har været gift i 65 år.«
At være en del af folks liv gennem mange år betyder også, at Lars Simonsen og co. leverer blomster til nogle kunders sidste rejse, og her oplever de i butikken af og til, at de kender personens præferencer bedre end familien selv.
»Nogle gange ved vi måske bedre, hvad personen kunne lide, end sønnen, der på Østerbro, og så siger vi det altså.«
Butik nummer to
Lars Simonsen har ikke på noget tidspunkt de seneste 25 år tænkt, »gid fanden havde det,« som han selv udtrykker det.
Tværtimod har han bare haft lyst til mere undervejs.
Eksempelvis i 2007, hvor han åbnede en blomsterbutik i Hinnerup. Den gik supergodt til en start, men med finanskrisens indtog var det ikke »luksus-varer« som blomster, der blev solgt mest af. Derfor lukkede butikken allerede efter et par år.
Det er kendetegnende for Lars Simonsen, at han elsker at involvere sig. Det er blandt andet kommet til udtryk i formandsskabet for Hadsten Handel af tre omgange, og hans mangeårige engagement i Lions Club Hadsten.
»Jeg kan slet ikke lade være med at engagere mig. Jeg har også den holdning, at hvis du vil have en mening om samfundet, så er du også nødt til at tage ansvar og selv påvirke noget,« siger han.
Nogle af de seneste projekter, han har kastet sig over, er at importere lervarer fra Nordafrika og desuden at støtte to børnehjem i Mombasa.
Ramt af stress
Lars Simonsens store engagement har dog også kostet ham en sygemelding med stress. Det tvang ham til at uddelegere flere opgaver i butikken.
»Hvis der er noget, som kvæler mig, så er det alle de regler, som skal overholdes i dag. Det er et voldsomt stort arbejde at holde styr på. Hvis jeg ved, at min dag står på sådan noget, så har jeg ikke travlt med at komme afsted. Jeg vil heller snakke med kunder, rejse rundt i verden og binde buketter,« siger han og fortsætter:
»Så da jeg gik ned med stress, besluttede jeg, at jeg skal gøre det, jeg er god til, og det jeg er mindre god til, skal jeg købe mig til. Det har taget mig mange år at lære, at bare fordi jeg er chefen, så skal jeg ikke klare alting.«