Fortsæt til indhold

Kvindeklub donerer vintertøj til sårbare kvinder

Lokal kvindeklub hjælper sårbare kvinder og familier igennem Mødrehjælpen.

Favrskov

Lions Dagmars Kilde har doneret 21 flyverdragter og vinterovertøj til Mødrehjælpen i Randers.

»Vi vil gerne støtte deres gode arbejde for sårbare kvinder/familier, som de hjælper med blandt andet at få et netværk og fællesskab,« fortæller Karin Skov fra Lions Dagmars Kilde i en pressemeddelelse.

Lions Dagmars Kilde er en kvindeklub med omkring 30 medlemmer, der holder til i Hinnerup. Klubben havde på sit seneste møde besøg af Anni Cenholt fra Mødrehjælpen i Randers, der kom for at takke for donationen fortalte om Mødrehjælpens hus i Randers, hvor der dagligt kommer 40 kvinder og deltager i forskellige aktiviteter. Der er tilknyttet en kommunal socialrådgiver til huset, men ellers er det 65 frivillige, der driver det hele.

»Det var en god oplevelse at kunne donere dette vintertøj til en glad modtager, der forsikrede, at det ville blive taget godt imod i Mødrehjælpen,« fortæller Karin Skov Lions Dagmars Kilde.

Donationen blev på mødet suppleret af to tæpper, som et medlem fra Lions Dagmars Kilde havde lavet. Mødrehjælpen udleverer barselspakker med de helt elementære ting til et lille barn. Denne pakke indeholder altid et helt nyt patchwork-tæppe.