Fortsæt til indhold

Biogasanlæg vil komme bekymrede borgere i møde

Langaa Biogas undersøger blandt andet en alternativ ruteføring, som kan reducere den tunge trafik gennem Laurbjerg.

Favrskov

Langaa Bioenergi er stødt på modstand i lokalsamfundet mod selskabets planer om en stor udvidelse og modernisering af biogasanlægget ved Laurbjerg.

Virksomheden ønsker at øge den årlige tilførsel af biomasse til anlægget fra 106.000 tons til 350.000 tons. Det kræver en delvis ombygning af det eksisterende anlæg samt opførelse af en hel del nye bygninger.

Idéoplægget til projektet har lige været i høring, og der har været afholdt borgermøde i Laurbjerg, hvor folk blandt andet gav udtryk for bekymring for den ekstra trafik, udvidelsen vil medføre.

Langaa Bioenergi oplyser i en pressemeddelelse, at man tager denne bekymring alvorligt og har besluttet at arbejde videre med de modtagne forbedringsforslag. Man har et ønske om at finde de bedste løsninger, der imødekommer bekymringerne, særligt i forhold til den øgede trafik, som både beboere og naboer har fremhævet.

»En grøn omstilling af landbruget er vigtig – ikke kun for landbruget, men for hele samfundet. Vi skal nå den planlagte reduktion af CO2-udledningerne, og det kræver en fælles indsats. Samtidig er det afgørende, at vi bliver uafhængige af import af eksempelvis russisk gas. Men det skal ske med respekt for de borgere, der påvirkes lokalt. I høringsfasen har vi modtaget flere konstruktive forbedringsforslag, som vi ønsker at arbejde videre med frem mod næste høringsrunde. Blandt andet er der kommet forslag om en alternativ ruteføring, som formentlig vil reducere den tunge trafik gennem Laurbjerg. Dette vil forbedre forholdene for både skolen, hotellet og byen generelt. Også i forhold til, som situationen er i dag,« siger Lars Frandsen, direktør for Langaa Bioenergi.

Direktør Lars Frandsen fra Langaa Biogas vil arbejde videre med konstruktive forslag, som man har modtaget i høringsfasen i forbindelse med en planlagt udvidelse af anlægget ved Laurbjerg. Pressefoto

Arbejdet skal gøres grundigt og vil derfor tage mere tid end oprindeligt forventet. Virksomheden ønsker derfor i tæt samarbejde med kommunen at udarbejde en ny tidsplan.

»Vi er meget glade for de gode input, vi har modtaget. De har været konstruktive og giver os mulighed for at finde løsninger, der tilgodeser flere af bekymringerne. Det vil jeg gerne sige tak for. Vi arbejder videre med forslagene og vil løbende informere om projektets fremdrift,« siger direktøren.

Langaa Bioenergi fortsætter samtidig det igangsatte renoveringsarbejde, som forventes afsluttet inden for kort tid. Ifølge virksomheden vil det betyde, at de lugtgener, som driftsforstyrrelserne beklageligvis har forårsaget, vil ophøre.