Ansatte fire og fyrede fem: »Jeg kan godt se, at det kan virke mærkeligt men ...«
Det seneste år er fire dagplejere blevet ansat i Favrskov Kommune. Forrige uge blev fem dagplejere fyret. Dagtilbudschefen kommer her med en forklaring.
Er det udtryk for virkelig dårlig planlægning, når Favrskov Kommune har ansat fire nye dagplejere gennem de sidste 12 måneder, og nu netop har fyret fem? Nej, siger dagtilbudschef Camilla Moldt, som dog godt kan forstå, det kan se underligt ud.
»Når det handler om dagplejere, er geografien meget vigtig. Vi skal kigge på, om vi kan få fyldt dagplejerne op i de forskellige lokalområder,« siger hun, og slår fast, at hun ikke kan komme ind på, hvilke områder der er afskediget dagplejere i.
I en agtindsigt, som Din Avis har modtaget, fremgår det, at de fire nyansættelser, der er foretaget i de sidste 12 måneder, er spredt ud over kommunen.
»Jeg kan godt se, at det kan virke mærkeligt, hvis man ikke er inde i processen, og hvordan tingene hænger sammen. Men kommunen er jo delt op i fire anvisningsområder, og vi skal sørge for, der er et passende antal dagplejere til antallet af børn i hvert område,« lyder det fra Camilla Moldt, der også peger på andre grunde til nyansættelser.
»Der kan jo ske rigtig meget på 12 måneder. Dagplejere kan jo også sige deres job op, og så kommer vi jo til at stå og mangle en dagplejer,« siger hun.