Socialrådgiver: »Du skal være glad for, du ikke bor i Favrskov«
Maj Thorsen er privatpraktiserende socialrådgiver, der hjælper borgere med deres sager i f.eks. jobcentrene over hele landet. Gennem otte år har hun oplevet Favrskov Kommune skille sig særligt ud, og det ikke på en positiv måde, fortæller hun.
Jobcentret i Favrskov er atter en gang kommet i et negativt lys. Ikke mindst på grund af denne avis’ personlige fortællinger om blandt andre Tina og Marianne, der følte sig urimeligt behandlet.
De historier faldt lige ind i de oplevelser, som Maj Thorsen har haft gennem otte år som privatpraktiserende socialrådgiver – også for borgere i forløb hos Jobcenter Favrskov. Derfor tyede hun til sin egen Facebook-side med et opslag, hvor hun kommenterede på de sager, som avisen har afdækket. Og så gik det stærkt.
100.000 visninger fik hendes opråb om sagsbehandlingen i Favrskovs jobcentre på blot 24 timer. Avisen har fanget Maj Thorsen til en uddybende snak om hendes oplevelser med jobcenteret og ikke mindst den kritik, hun i sit opslag fremstiller af dem.
Kørt over
Da Maj Thorsen læste avisens artikler om jobcentrene og 3Fs kritik af Favrskov Kommune, satte det med det samme gang i tanker. For artiklerne tegnede desværre et billede, hun alt for let kunne genkende fra de syv år i alt, hun nu har haft sager i Favrskov Kommune.
»Det var så genkendeligt fra mit eget arbejde. Så jeg tænkte, at det var vigtigt at bakke op om de her fortællinger, selvom jeg jo ikke kender til de enkeltsager. Men når man har haft omkring 70 sager med det jobcenter, som jeg har haft, så begynder jeg jo at se et mønster. Og så mener jeg, jeg har et grundlag for at udtrykke mine erfaringer med det jobcenter,« siger Maj Thorsen.
I hendes oplevelser med borgere, der har haft hende med til møder med jobcentret, så er der en generel manglende forståelse i tilgangen til borgerne, at de kan være så udfordrede, at de ikke kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Selvom der er dokumentation fra lægen eksempelvis, så bliver jobcenteret ved med at presse på for at få borgeren i arbejde, fortæller hun.
»Der er simpelthen nogle gange, jeg sidder til et møde og udbryder: ’Kigger vi overhovedet på den samme sag?’ De her borgere, de bliver så pressede, fordi de ikke kan leve op til kravene, som jobcentrene stiller, selvom de gerne vil,« siger hun.
Sammenligner hun sagsbehandlingen med de mange andre kommuner, hun har været involveret i sager hos, så skiller Favrskov sig desværre ret negativt ud, fortæller hun.
»I Favrskov har man den her absurde tilgang til borgerne, at man simpelthen nægter at give op. Når man så sidder på møder med en borger, der har komplekse problemer som smerter i hele kroppen, og hører jobcenteret bede borgeren om at kigge på hvilke andre brancher, vedkommende så ville kunne arbejde i, når man ved, at den her person måske knap nok har resurserne til at ordne vasketøjet derhjemme, så får man en følelse af, at de her borgere simpelthen bliver kørt over,« siger hun.
Loven følges forskelligt
Det er den følelse, at borgerne simpelthen bliver kørt over i jobcenteret, der har fået Maj Thorsen til tasterne. For det er i hendes optik et stort problem, når hun ser, at erklæringer og beskrivelser fra fagfolk som læger og psykologer bliver ignoreret af sagsbehandlerne i jobcentrene. Selvom de borgere, hun har hjulpet, gerne vil arbejde, har de lægens ord for nedsat funktionsevne eller ubetydelig funktionsevne. Alligevel presser jobcenteret på for at få borgeren i arbejde. Og det slider.
»Jeg har ingen andre kommuner, jeg arbejder i, hvor der i samme omfang bliver beskrevet fra læger og psykologer, at jobcenteret forværrer situationen for den borger, de egentlig skal hjælpe,« siger Maj Thorsen.
Hun har som før nævnt haft masser af samarbejde med Favrskov Kommune. Et godt samarbejde med mange af de sagsbehandlere, der er. Ifølge Maj Thorsen er det heller ikke den enkelte sagsbehandler, hun er ude efter. Det er en sagsbehandling, de bliver påduttet oppefra af en ledelse, der agerer efter, hvad politikerne har besluttet.
Derfor er hun også helt med på, hvad kommunen med alt sandsynlighed vil svare på hendes kritik.
»De vil sige, at de følger loven. Og det er for mig lidt et spin-svar. For det gør de sådan set. Men de behøver slet ikke overholde den så meget. De har en tendens til at overbelyse de her sager helt vildt. De kunne jo sagtens stoppe før, når der allerede i sagen er dokumentation for, at borgeren er berettiget til varig forsørgelse, altså fleksjob eller førtidspension,« siger Maj Thorsen.
Smittet af Favrskov
Forskellen mellem kommunernes tilgang til borgerne bliver meget tydelig, når man som Maj Thorsen arbejder med sager over hele landet. Faktisk har hun taget sig selv i at gå unødigt meget med både livrem og seler, når hun sidder til møde i andre kommuner, fordi hun er vant til, hvordan hun bliver mødt i Favrskov.
»Jeg er blevet lidt smittet af Favrskov Kommune. Forstået på den måde, at når jeg sidder med i sager i andre kommuner, så bliver jeg overpåpasselig især i forhold til dokumentationen,« siger Maj Thorsen.
Faktisk har hun ofte brugt Favrskov Kommune som et skrækeksempel, når hun har haft klienter i andre kommuner.
»‘Hvor er du heldig, du ikke bor i Favrskov,’ er en sætning, jeg ret tit har sagt til borgere i andre sager,« fortæller Maj Thorsen.
Hvad er det så, der skal gøres anderledes i Favrskov Kommune og deres tilgang til sagsbehandlingen set fra din stol?
»De skal begynde at lytte til borgerne. Og det vil de sige, de gør, men det gør de ikke. For de fortsætter med at presse borgerne ud i arbejde. De beder folk bestige Mount Everest, og de her mennesker ved måske ikke en gang, hvordan de skal komme ud ad hoveddøren, fordi de er så dårlige,« siger hun og fortsætter:
»Og så skal de lytte til læger og fagfolk og den dokumentation, de bliver præsenteret for.«
Sådan svarer kommunen
Avisen har forholdt arbejdsmarkedschefen i Favrskov Kommune, Camilla Sonne, kritikpunkterne. Hun har ikke ønsket at stille op til interview, men svarer på nogle af spørgsmålene i et skriftligt svar:
»Først vil jeg pointere, at vi naturligvis tager det alvorligt, når en borger kritiserer Jobcenter Favrskov. Vores mål og opgave som offentlig myndighed er at samarbejde med borgerne om deres forløb i jobcenteret, og vi ønsker at møde alle med en virkningsfuld indsats, tillid og gennemsigtighed. Derfor ønsker vi dialog med de borgere, som er utilfredse med deres forløb, og vi ønsker at lytte til deres oplevelser og perspektiv. Hvis vi fastholder en afgørelse, som en borger er uenig i, skal borgeren have en klar og forståelig begrundelse og grundig vejledning om sine klagemuligheder. Derfor indgår vi altid i direkte dialog med både borgere og samarbejdspartnere.
I Jobcenter Favrskov arbejder vi for, at alle ledige og sygemeldte kan blive en del af arbejdsfællesskabet. Som led i vores myndighedsopgave møder vi borgere, som har begrænsninger i deres arbejdsevne. Ofte er der tale om midlertidige begrænsninger, hvor borgerne med relevante indsatser kan komme tilbage til et ordinært arbejde. Andre gange er borgernes begrænsninger mere permanente. Alligevel lykkes det i mange tilfælde borgerne med rette støtte at opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet – oftest til stor glæde for borgerne. I nogle tilfælde er begrænsningerne dog så store, at den rette hjælp er en førtidspension.
Jobcenter Favrskov fortsætter ikke med at få borgere i job, hvis den samlede dokumentation viser, at arbejdsevnen ikke er til det. Når Jobcenter Favrskov løbende tager stilling til rette indsats for en borger, siger loven, at vi skal lave en helhedsvurdering af borgerens arbejdsevne. Det betyder, at vi skal se på de samlede oplysninger, vi har om borgeren. Det gælder oplysninger om borgerens helbred, borgerens funktionsevne, resultater af beskæftigelsesrettede indsatser og borgerens øvrige forhold. De lægelige oplysninger er vigtige, og de vil altid blive inddraget. Men de er et delelement i den samlede vurdering af borgerens arbejdsevne.
Den lægefaglige vurdering, som læger foretager, afdækker borgerens funktionsevne ud fra borgerens helbred. Men det fulde billede af borgerens arbejdsevne kræver for eksempel også viden om, hvorvidt borgerens helbredsudfordringer kan tilgodeses via skånehensyn og støtteforanstaltninger på arbejdsmarkedet. Disse forhold er jobcentrets opgave at vurdere. Det er ifølge lovgivningen jobcentrets opgave at lave den endelige helhedsvurdering af borgerens arbejdsevne – det er således ikke sundhedsvæsenets (lægens) opgave.
Når Jobcenter Favrskov igangsætter beskæftigelsesrettede indsatser, for eksempel virksomhedspraktik, er det fordi, vi vurderer, at der er et udviklingspotentiale for borgerens arbejdsevne. Jobcenter Favrskov tager stilling til borgerens konkrete skånehensyn, sådan at tilbuddet ikke forværrer borgerens helbredssituation. Hvis det viser sig, at et tilbud ikke er det rette, afbrydes det.
Jobcenter Favrskov har pligt til at begrunde overfor borgeren, hvorfor en indsats iværksættes, og hvilken mulighed borgeren har for at klage. Ankestyrelsen er klageinstans for afgørelser, der træffes. Det betyder, at alle borgere, der modtager en afgørelse fra Jobcenter Favrskov, får en klagevejledning, sådan at borgeren kan få Jobcenter Favrskovs vurdering efterprøvet af en klageinstans i form af Ankestyrelsen. Hvis Ankestyrelsen vurderer, at Jobcenter Favrskovs afgørelse ikke er korrekt, kan Ankestyrelsen ændre den. Jobcenter Favrskov justerer på den baggrund sin praksis ud fra de afgørelser, som Ankestyrelsen træffer.
Afslutningsvis kan det nævnes, at det er et centralt mål i Favrskov Kommunes arbejdsmarkedsstrategi, som er vedtaget af byrådet, at vi ønsker, at borgerne er tilfredse med deres forløb i jobcentret. Vi arbejder derfor løbende på, hvordan vores sagsgange og dialog med borgerne kan blive endnu bedre, og hvordan vi sikrer, at vi forklarer rammer, regler og sagsskridt forståeligt for borgerne.«