Nu er 46-årig aarhusianer dømt
En 46-årig mand fra det vestlige Aarhus er idømt en ubetinget fængselsstraf på to år og tre måneder for at have gemt et haglgevær i sin lejlighed
Politiet fandt sidste år et skarpladt våben i en lejlighed i Aarhus V, og det har nu resulteret i, at en 46-årig mand, der boede i lejligheden, er blevet idømt en fængselsstraf på to år og tre måneder.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det var i november, at en patrulje tilfældigvis opdagede geværet i den 46-åriges lejlighed. Betjentene var kaldt til ud til en hærværkssag, hvor en mand havde affyret fyrværkeri mod nogle parkerede biler på en p-plads i Aarhus V. Vidner havde udpeget den 46-årige, som politiet traf foran hans lejlighed.
Manden inviterede selv betjentene med ind i sit hjem, og under snakken med den 46-årige lagde en betjent mærke til, at noget tapet ved den ene dørkarm var ødelagt, og han kunne se noget, der sad gemt i hullet bagved. Det viste sig at være et skarpladt haglgevær, der var gemt derinde, oplyser Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Den 46-årige blev derfor straks anholdt og sigtet for våbenbesiddelsen.
De tekniske undersøgelser viste senere, at den 46-åriges dna sad på våbnet.
”Retten ser med stor alvor på besiddelse af skydevåben, og det viser straffen i denne sag også. Jeg er tilfreds med, at et farligt våben nu er skaffet af vejen takket været godt og opmærksomt politiarbejde, og at den 46-årige fik en fængselsstraf,” siger senioranklager Jakob Beyer i pressemeddelelsen.
Den 46-årige erkendte, at geværet var fundet i hans hjem, men han forklarede, at det tilhørte en ven. Han ankede dommen på stedet.
jwh