Mænd stjal taxa og kørte galt i vild biljagt: 13-årig søn sad på bagsædet
Flugten fra et indbrud gik helt galt.
To mænd på 39 og 40 år - og den enes 13-årige søn - var natten til søndag på lidt af et vanvidsridt i Thy.
De to mænd fra Holstebro begik først indbrud i Hvidbjerg på Thyholm, hvor de under indbruddet blev overrasket af husets beboer, så de måtte flygte.
Flugten derfra foregik i en stjålen taxa, som kort efter endte i biljagt med politiet, skriver TV Midtvest.
Biljagten endte brat ved, at taxaen kørte galt ved rundkørslen, hvor Oddesundvej og Åsvej mødes syd for Thisted.
Både de to mænd og den 13-årige dreng blev efterfølgende kørt på hospitalet. Deres tilstande er ikke oplyst, men de skulle, ifølge TV Midtvests oplysninger, være uden for livsfare.
Taxaen indeholdt i øvrigt tyvekoster fra indbruddet i Hvidbjerg.
jn