Fortsæt til indhold

Kvinde viste brændende dukke af statsministeren: Slipper for straf

Politiet frafaldet sigtelse i sag om deling af kontroversielt billede.

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi har valgt at frafalde sigtelsen mod en kvinde, som var sigtet for trusler efter straffelovens paragraf 119 ved have delt et billede af en brændende dukke af statsminister Mette Frederiksen i en Facebook-gruppe.

Dukken blev ved en Men in Black-demonstration i København hængt op i en lygtepæl og brændt med et skilt, hvor der stod "Hun må og skal aflives".

Politiet har vurderet, at efterforskningen af sagen skal standses, og den vurdering var Statsadvokaten enig i.

"Efter vi har gennemgået materialet i sagen, er sigtelsen blevet frafaldet, da hverken vi eller Statsadvokaten mener, der er noget bevis for, at kvinden har delt billedet med den hensigt at true nogen," siger politidirektør Kirsten Dyrman.

Politiet gik ind i sagen efter anmeldelse fra en bekymret borger, og politidirektør Kirsten Dyrman anerkender, at forløbet kan have været en voldsom oplevelse for den nu tidligere sigtede kvinde.

"Jeg kan sagtens forstå, hvis det har været en ubehagelig oplevelse for hende, og jeg er glad for, at sagen så hurtigt blev afgjort," siger politidirektøren.

jn