Flere hundrede i Men in Black-demonstration: En person anholdt
Det forløb ifølge politiet uden voldsomme uroligheder, da gruppen Men in Black lørdag afholdt demonstration i Aalborg. En demonstrant blev dog blevet anholdt.
Flere hundrede personer deltog lørdag aften i en Men in Black-demonstration i Aalborgs gader, og det medførte en del arbejde for Nordjyllands Politis betjente. Syv personer blev sigtet, imens en enkelt af dem blev anholdt.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
»Vi har haft en del folk på gaden her til aften, og de har selvfølgelig haft noget at se til. Men det har været inden for det forventelige, og i det store hele er demonstrationen forløbet roligt. Vi har forventningsafstemt undervejs med arrangørerne og haft fat i enkelte deltagere,« siger vicepolitiinspektør Henrik Skals, leder af lørdagens politiindsats, i pressemeddelelsen.
Flere demonstranter overtrådte fyrværkeriloven. To personer blev fundet i besiddelse af narkotika, mens tre overtrådte ordensbekendtgørelsen ved fornærmelig tiltale. En 26-årig mand blev anholdt og sigtet for at overtræde fyrværkeriloven, våbenloven og lov om euforiserende stoffer, fremgår det af pressemeddelelsen.
Men in Black-demonstration varede fra kl. 19.00 til 00.00.