Fortsæt til indhold

Forsvundet 5-årig pige dukkede op på tankstation i fremmed by

Den lille pige fulgte efter sin storesøster, som skulle på venindebesøg - men hun farede vild.

Krimi
kb

Klokken 17.16 anmeldte personalet på en tankstation, at en lille pige havde henvendt sig og oplyst, at hun ikke vidste, hvor hun boede, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

En patrulje kørte til tankstationen og fik hende identificeret som en 5-årig pige fra Lille-Skensved ved Køge, så hendes forældre kunne underrettes.

Det viste sig, at hendes storesøster i forbindelse med et familiebesøg havde fået lov til at besøge en veninde i Bjæverskov. Den 5-årige pige havde uden at få lov fulgt lidt efter, men var så faret vild undervejs retur mod familiens adresse i Bjæverskov.

Til sidst havde hun så henvendt sig på tankstationen, hvor hendes far afhentede hende. Hun var i god behold og havde ikke lidt overlast under sin udflugt i et for hende fremmed og ukendt byområde, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.