Fortsæt til indhold

Hest blev mishandlet til døde i rideklub: Nu har fremmed mand igen være på spil i stalden

Politiet efterlyser mistænkt mand i sag om mulig overtrædelse af dyreværnsloven og opfordrer ham til at melde sig selv.

Krimi
jn

En hoppe fra Holbæk Rideklub måtte i september sidste år aflives, efter den blev fundet groft mishandlet i endetarmen.

Gerningsmanden er aldrig blevet fundet, selvom en mistænkt, som blev set forlade rideklubben på overvågningskameraer, efterfølgende blev efterlyst offentligt.

Nu har en mand igen været på spil i rideklubben i Holbæk uden tilladelse, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, som både tirsdag og onsdag har undersøgt gerningsstedet.

På grund af den alvorlige sag fra sidste år, undersøger politiet, om der også denne gang er sket en overtrædelse af dyreværnsloven.

»Vi tager sagen meget alvorligt, og vi har forståelse for, at folk tilknyttet rideskolen er bekymrede over, at der igen har været besøg af en ukendt person. Vores efterforskere har haft gang i flere undersøgelser på gerningsstedet, og herunder har vi også sikret optagelser fra den opsatte videoovervågning,« siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet har været i kontakt med den dyrlæge, der har undersøgt en hest på stedet. Dyrlægen har efterfølgende udfærdiget en rapport, som indgår i politiets efterforskning.

»Vi har en formodning om, at manden ikke har været i stalden for at stjæle eller forøve hærværk, og gerningsstedsundersøgelserne skal, sammen med den modtagne rapport fra dyrlægen, nu give et klarer billede af, hvad der er foregået på stedet,« siger Lars Krogsgaard, som understreger, at man har nogle rigtig gode spor, som skal pege i retning af den person, der har indfundet sig på stedet.

»Vi opfordrer herfor manden til selv at henvende sig til politiet, så vi kan få hans forklaring,« siger vicepolitiinspektøren.

Midt- og Vestsjællands Politi kan kontaktes på 4635 1448 eller på 1-1-4.