Nu er det afgjort: Udlejningsbil konfiskeret efter vanvidskørsel gennem by
Retten i Glostrup har konfiskeret en lejet bil, der kørte over 100 procent for stærkt i Hvidovre.
Et biludlejningsfirma må erkende, at de har mistet en bil, efter en 20-årig mandlig udlejningskunde i april blev taget med al for høj fart i bilen i Hvidovre.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi, som, da de standsede den fartglade unge mand, beslaglagde bilen med henblik på senere konfiskation.
Det er Glostrup Ret, som nu har fastslået, at bilen kan endeligt konfiskeres. Samtidig har føreren fået 20 dages fængsel, og han blev frataget førerretten i tre år.
Manden kørte 129 km/t. på en strækning, hvor det kun er tilladt at køre 60 km/t.
»Sagen her viser, at selv om det er i en lejet bil man kører vanvidskørsel i, så bliver den stadig konfiskeret i retten,« siger anklager Kristoffer Bruun Hansen fra Københavns Vestegns Politi.