Færdselskontrol i Aarhus: Bil beslaglagt efter flere forseelser
Østjyllands Politi kunne skrive flere sigtelser og beslaglægge en bil, da der fredag aften blev afholdt færdselskontrol i den vestlige del af Aarhus.
Færdselsbetjente fra Østjyllands Politi var fredag aften travlt optaget af at holde øje med, om bilister i den vestlige del af Aarhus kørte efter reglerne. Og det gjort langt fra alle, fremgår det mandag af døgnrapporten.
Det blev således til flere sigtelser, som blandt andet involverede ulovlige overhalinger og kørsel med mobilen i hånden.
En 22-årig mand endte med at få beslaglagt sin bil, efter han begik flere overtrædelser. Politiet blev opmærksom på ham, da han kom kørende på Havkærvej i Tilst med en hastighed på 81 km/t i en 50 km-zone, mens han foretog en overhaling over en spærrelinje. Da betjentene standsede ham, fandt de ud af, at han var frakendt kørekortet, og at det var fjerde gang i år, at han blev taget i at køre i frakendelsestiden. Hans bil blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation.
Den beslutning var den 22-årige så utilfreds med, at han råbte flere skældsord ad betjentene, der kvitterede med en sigtelse for fornærmelig tiltale mod en polititjenestemand – en sigtelse, der kom oveni de øvrige for de forskellige færdselsforseelser, oplyser Østjyllands Politi.