Fortsæt til indhold

Beruset slagssøster anholdt for at råbe

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport.

Krimi
ksa

En patrulje kørte søndag klokken 17.04 til Frue Kirkeplads i Aarhus C, hvor en beruset kvinde ifølge en anmelder råbte og skreg og var ved at komme op at slås med en mand på stedet.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Da betjentene kom frem, stoppede de et mindre håndgemæng mellem en 39-årig kvinde og en mand. Kvinden nægtede at opgive sit navn til politiet og var aggressiv og højtråbende. Patruljen fandt hurtigt ud af, hvem kvinden var, og hun endte med at blive anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for at nægte at oplyse sit navn til politiet.

Døgnet i øvrigt:

30-årig genkendt og sigtet for biltyveri
En medarbejder i Aldi på Paludan-Müllers Vej i Aarhus Nord ringede søndag klokken 15.28 til politiet og fortalte, at en mand netop havde forsøgt at stjæle flere sodavand fra butikken. Medarbejderen kunne desuden genkende manden fra et biltyveri begået på butikkens p-plads sidste måned. Ved den lejlighed havde gerningsmanden sneget sig ind i butikkens baglokale, hvor han havde stjålet bilnøglen fra medarbejderens jakke. Bilen blev nogle dage senere fundet i Aarhus C. Tyveriet var blevet fanget af overvågningen, og nu kunne medarbejderen altså genkende manden, som igen befandt sig i butikken. Denne gang havde han ifølge medarbejderen fyldt en kundevogn med sodavand, hvorefter han havde forsøgt at gå ud uden at betale. Men da han så, at han var blevet opdaget, kørte han vognen tilbage i butikken. En patrulje kørte til stedet, hvor en 30-årig mand blev udpeget som gerningsmanden. Ud fra vidneforklaringer og overvågningsbilleder blev han sigtet for biltyveriet i august og for forsøg på tyveri af flere sodavand.

Nægtede at forlade værested og blev anholdt

Personalet på et værested i Jægergårdsgade i Aarhus C kontaktede søndag klokken 15.34 politiet, da en 23-årig mand skabte uro og nægtede at forlade stedet. Den 23-årige havde i forvejen karantæne og måtte derfor slet ikke være på værestedet. Da betjentene kom frem, accepterede den 23-årige bortvisningen og gik frivilligt fra stedet. 20 minutter senere vendte han dog tilbage til værestedet, og politiet blev igen tilkaldt. Denne gang var den 23-årige ikke videre samarbejdsvillig, og det endte med, at han blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen.