Dømt for planlægning af terror: 24-årig mand får 10 års fængsel og udvises for altid
Retten på Frederiksberg har i dag idømt en 24-årig mand 10 års fængsel. Han er fundet skyldig i at planlægge et eller flere terrorangreb et sted i Danmark eller i udlandet.
En 24-årig mand har tirsdag fået frataget sin danske indfødsret og er blevet udvist med indrejseforbud for bestandigt. Det vil ske efter han har udstået en fængselsstraf på 10 år.
Manden, der er fra Københavnsområdet, er dømt for forsøg på terrorisme ved Retten på Frederiksberg som følge af, at han den 30. april sidste år købte et skydevåben, to magasiner og 50 patroner. Våbnet mener anklagemyndigheden, at han ville benytte til at begå terror med.
»Det er alvor, når vi har med en person at gøre, der anskaffer sig våben og ammunition med den hensigt at udføre et eller flere terrorangreb. Det har retten også markeret ved at udmåle en straf på 10 års fængsel, og det er jeg tilfreds med,« siger senioranklager Marie Petersen fra Anklagemyndigheden ved Københavns Politi.
Den 24-årige mand skal ifølge TV2 News udvises til Tyrkiet, hvor han har familie.
Han valgte straks at anke dommen.