Fortsæt til indhold

Politirapporten: Biltyv fortrød løgn - så blev vennen sigtet

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport.

Krimi
ddp

En tændt bagrudevisker i tørvejr blev natten til onsdag en dyr fornøjelse for en 40-årig mand.

Klokken 02.59 kørte en patrulje på Skanderborgvej i Aarhus og syntes, at det var lidt underligt med viskere, så betjentene besluttede at kigge lidt nærmere på bil og fører. Føreren af bilen blev bedt om at køre ind til siden, og han oplyste med det samme, at han ikke havde noget kørekort, og at han i øvrigt have stjålet bilen fra en kammerat, der ikke vidste, at han havde taget den.

Den 40-årige mand blev derfor indledningsvist anholdt og sigtet for kørsel uden førerret samt brugstyveri af bil. I forbindelse med visitation af manden fandt betjentene flere tusinde kroner i hans bukselommer. Betjentene kontaktede derfor SKAT, der kunne oplyse, at den 40-årige mand skyldte en del penge til det offentlige, og størstedelen af pengene blev derfor beslaglagt.

Kort efter erkendte manden, at han alligevel ikke havde stjålet bilen, men lånt den af sin kammerat, der via et telefonopkald bekræftede dette over for patruljen. Den 39-årige kammerat blev derfor sigtet for at låne sin bil ud til en person uden kørekort, og den 40-årige mand blev løsladt igen.

Beruset mand var utilfreds med politiet

Tirsdag aften kl. 23.59 blev en patrulje opmærksom på en gruppe mænd, der stod ved 7-Eleven på Banegårdspladsen i Aarhus. Gruppen var støjende og tilsyneladende berusede, og betjentene blev kontaktet af banegårdsvagten, der oplyste, at han havde haft lidt problemer med dem og netop havde bortvist dem fra banegården.

Mens betjentene stod og talte med vagten, kom en af personerne fra gruppen hen til dem og begyndte at brokke sig over politiets tilstedeværelse. Betjentene bad manden om at opføre sig ordentlig eller forlade stedet. Dette gjorde dog manden endnu mere ophidset, så han blev bedt om at forlade stedet. Han gik kortvarigt fra stedet, men vendte så retur og råbte af patruljen, der også fik en strakt langemand med på vejen.

Den 32-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. På vej ind til politigården, og i forbindelse med indsættelse i detentionen, blev manden mere og mere ophidset og begyndte at råbe skældsord efter betjentene. Han fik derfor en sigtelse for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand med sig ind i detentionen, hvor han fik lov at tilbringe natten.

Færdsel

Tirsdag kl. 07.58 skete der et færdselsuheld i krydset Herredsvej/Staghøjvej i Aarhus V. En 58-årig mandlig motorcyklist kørte langsom køkørsel på Herredsvej, da en 12-årig dreng på cykel kørte frem fra Staghøjvej og ud foran motorcyklen, der med lav hastighed påkørte drengen. Drengen blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet noget til.

Tirsdag kl. 08.02 skete der et færdselsuheld på Ringvej Syd i krydset ved Nygårdsvej i Højbjerg. En 43-årig kvindelig bilist kom kørende ad Nygårdsvej og kørte frem for ubetinget vigepligt og ud på Ringvejen foran en anden bil, der blev ført af en 48-årig mand. Der skete sammenstød mellem de to biler med betydelig materiel skade til følge, men umiddelbart ingen personskade. Den 43-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Tirsdag kl. 12.19 skete der et færdselsuheld på Mejlbyvej i Egå. En 52-årig mandlig bilist kom kørende ad Mejlbyvej og skulle svinge til venstre ad tilkørselsrampen mod Djurslandmotorvejen, da han blev påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 25-årig kvinde. Kvinden blev efterfølgende kørt til undersøgelse på skadestuen.

Tirsdag kl. 14.04 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej i Aarhus C, da en 55-årig kvindelig bilist foretog en u-vending, hvor dette ikke var tilladt, hvilket resulterede i et sammenstød med en modkørende bil, der blev ført af en 24-årig mand. Der skete umiddelbart kun materiel skade som følge af sammenstødet. Den 55-årige kvinde blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at have foretaget en ulovlig u-vending.

Tirsdag kl. 14.15 skete der et færdselsuheld i krydset Hasle Ringvej/Viborgvej, da en 57-årig kvindelig fodgænger blev påkørt af en bil, ført af en 31-årig mand, der skulle svinge til højre. Kvinden blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen.

Tirsdag kl. 16.56 skete der et harmonikasammenstød mellem tre biler på Viby Ringvej i Åbyhøj. En 23-årig mandlig bilist havde ikke set, at trafikken var gået i stå, og han påkørte derfor bilen foran, der blev ført af en 27-årig kvinde, hvorefter denne blev skubbet frem i den forankørende bil, der blev ført af en 67-årig mand. Den 27-årige kvinde blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet noget til. Den 23-årige mand blev sigtet for ikke at have udvist agtpågivenhed i trafikken.

Tirsdag kl. 19.51 skete der et færdselsuheld i krydset Saralyst Allé/Bushøjvænget i Højbjerg. En 41-årig kvindelig bilist kom kørende ad Saralyst Allé, da en 32-årig mandlig bilist kørte ud foran hende fra Bushøjvænget. De to biler kørte sammen med betydelig materiel skade til følge. Der skete dog umiddelbart ingen personskade.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Aarhus:

  • På Egå Engvej i Egå begået mellem tirsdag den 7/9 kl. 19.00 og tirsdag den 28/9 kl. 07.00