Fortsæt til indhold

Politiet søger vidner: 15-årig pige angrebet bagfra i park og trukket ind i hæk

Sydøstjyllands Politi efterforsker sag om muligt voldtægtsforsøg.

Krimi
ddp

Har du set eller hørt noget, så tag kontakt til politiet.

Det er hovedbudskabet fra Sydøstjyllands Politi lørdag morgen, hvor der efterlyses vidner til en skræmmende hændelse i Vejle.

En pige på 15 år har anmeldt et overfald i Mariaparken ved 02-tiden.

Her blev hun angrebet bagfra af ukendt mandsperson, som greb om hende og trak hende ind i en hæk.

Da pigen gjorde modstand, valgte gerningsmanden heldigvis at opgive og løb derfra i ukendt retning.

»Det kan have været et voldtægtsforsøg, men vi ved det ikke. Vi vil dog meget gerne høre fra personer, der måtte have bemærket noget i området,« siger politikommissær Hans Hoffensetz.

Pigen har endnu ikke kunnet give et signalement af gerningsmanden.