Ung mand blev nærig og aggressiv over et par sixpacks
En 20-årig mand gik fra at begå et tyveri til et røveri på få sekunder.
Onsdag aften klokken 22.08 blev en 27-ekspedient i 7-Eleven på Vesterbro Torv i Aarhus C udsat for en ubehagelig oplevelse. En aggressiv 20-årig mand nægtede at betale.
Det oplyses i døgnrapporten.
Ekspedienten forklarede til politiet, at han så den 20-årige mand komme ind i butikken, som gik direkte hen til køleskabet, hvor øl stod stablet. Manden tog en medbragt pose frem, puttede to sixpacks ned i den og drejede så om på hælen og gik mod udgangen.
Den 27-årige ekspedient bad manden om at betale for øllene, inden han forlod butikken, men den 20-årige nægtede, at han overhovedet havde taget nogle øl. Ekspedienten advarede ham om, at han ville blive politianmeldt, hvis ikke han ville betale for øllene i posen. Til det svarede manden, at det kunne ekspedienten da bare gøre.
Den 27-årige fik en kollega til at ringe til politiet samtidig med, at han selv gjorde sit for at tilbageholde den 20-årige, der begyndte at blive aggressiv og verbalt truende. Han skubbede og slog ekspedienten i brystet, hvilket fik ekspedienten til at opgive at tilbageholde ham. Den 20-årige satte i løb ud af butikken med posen i hånden.
Politiet kom kort tid efter. De fulgte efter manden, der var løbet op ad Vesterbrogade. De fik hurtigt øje på ham og bad ham om at stoppe sin flugt. Den 20-årige nægtede, men blev indhentet.
Han blev anholdt og sigtet for røveri.