Dødsulykke: Fodgænger ramt af bil på motorvej
En bilist ramte natten til søndag en person, der pludselig befandt sig på motorvej nær Holstebro
En person omkom natten til søndag i en voldsom ulykke på motorvej nær Holstebro.
Det skriver TV Midtvest, der har snakket med Lars Even, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet blev ved midnat kaldt ud til motorvejen efter en melding om, at der gik en mand på kørebanen. Politiet kunne dog i første omgang ikke finde ham. Lidt over en time senere fik politiet lignende anmeldelse og kørte igen ud til motorvejen, men patruljen nåede ikke at få manden væk fra vejen, før det var for sent.
»Nærmest samtidig med, at vi ankommer, sker der så et uheld, hvor en person påkører fodgængeren, som omkommer. Der kommer en ambulance og en læge, som erklærer vedkommende død på stedet derude,« siger Lars Even til TV Midtvest.
Politiet har en formodning om, hvem den afdøde mand var.