Politirapporten: Koben-bevæbnet og spyttende gæst anholdt på beværtning
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport.
En 28-årig mand blev natten til onsdag klokken 02.23 anholdt ud for en beværtning på Åboulevarden i Aarhus og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og våbenloven.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
En dørmand forklarede, at den 28-årige havde opført sig aggressivt på beværtningen og gjort andre gæster utrygge. Da dørmanden tog fat i ham for at få ham ud fra stedet, opdagede han, at den 28-årige havde et mindre koben i lommen. Da en patrulje ankom til stedet, så de dørmanden stå udenfor med den 28-årige, som råbte skældsord mod dørmanden og spyttede efter ham. Han blev derfor anholdt og sigtet, og kobenet blev beslaglagt.
Tasker for flere tusinde kroner stjålet i butik
Østjyllands Politi fik natten til onsdag klokken 02.25 en anmeldelse om, at nogle mænd var brudt ind i en butik på Volden i Aarhus C. Et vidne havde hørt alarmen og set to mørkklædte mænd gå rundt i butikken. Flere patruljer kørte hurtigt til stedet, men gerningsmændene var væk, da politiet kom frem. Det lykkedes dog at finde frem til dem under den efterfølgende patruljering i området. Det viste sig, at der var blevet stjålet tasker for en del tusinde kroner fra butikken. Betjentene sikrede spor på stedet, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.
Kvinde sigtet for butikstyveri
En vagt i Storcenter Nord i Aarhus opdagede tirsdag omkring klokken 19.50 en 29-årig kvinde, som stod i Føtex og var ved at hive alarmen af nogle makeup-artikler. Herefter tog hun noget tøj og puttede i en taske, inden hun betalte for nogle andre varer ved kassen. Da hun gik ud af butikken, holdt vagten hende tilbage og kontaktede efterfølgende politiet. I kvindens taske lå både makeup og tøj, som hun ikke havde betalt for, og hun blev derfor sigtet for butikstyveri, da politiet kom frem.
Færdselsuheld
Tirsdag klokken 16.05 skete der et færdselsuheld på Spanien i Aarhus C. En 30-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 65-årig mand, som blev skubbet op i en bil med en 61-årig mand bag rattet.