Politiet søger muligt vidne til drab i Viby
Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med en ung mand, der kan være et vigtigt vidne i forbindelse med drabet på den 18-årige mand i Viby.
Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at man gerne vil i kontakt med en ung mand, der ifølge politiet kan være et vigtigt vidne i forbindelse med drabet på den 18-årige mand i Viby søndag den 31. oktober.
Politiets efterforskere har som et led i efterforskningen af drabet på den 18-årige gennemset en del videoovervågning fra området, hvor drabet fandt sted for knap to uger siden.
I pressemeddelelsen skriver Østjyllands Politi, at der på én af videoerne kan ses en person passere gerningsstedet ud for Ormslevvej nummer 72 omkring gerningstidspunktet.
Den person vil Østjyllands Politi gerne i kontakt med.
Vedkommende kan nemlig have set eller hørt noget, som kan have stor betydning for efterforskningen.
Vedkommende skulle ifølge politiet være gået forbi hovedindgangen til Aarhus Handelsgymnasium cirka klokken 21.08 – få minutter før politiet modtog den første anmeldelse om, at en person var blevet stukket ned med kniv.
Politiet kan kontaktes på 114.