Fortsæt til indhold

Væltede træer: Flere aflyste togafgange fra Aarhus

Vintervejret har udfordret den kollektive trafik fra Aarhus mod Aalborg, som er ramt af flere aflysninger på grund af væltede træer i Nordjylland.

Krimi

En del aarhusianske pendlere er torsdag morgen strandet på banegården i Aarhus, da flere togafgange mod Aalborg er ramt af aflysninger som følge af det seneste døgns stormvejr.

DSB oplyser til Lokalavisen Aarhus, at togene i øjeblikket ikke kan køre mellem Hobro og Aalborg, da flere træer i Nordjylland er væltet og spærrer skinnerne. Det har medført, at der fra morgenstunden ikke kører lyntog mellem Aarhus H og Aalborg. Regionaltogene kører kun til Hobro, og da det i øjeblikket ikke er muligt at få togbusserne ud at køre, da leverandøren holder øje med vej- og vejrforhold, opfordrer DSB, at aarhusianske pendlere bliver hjemme, indtil togtrafikken igen kan køre.

DSB’s pressevagt oplyser til Lokalavisen Aarhus, at Banedanmark forventer at have fjernet træerne ved 12-tiden.

Bedre ser det ifølge Østjyllands Politi ud på vejene i Aarhus, hvor der ifølge kommunikationsrådgiver Janni Lundager torsdag morgen ikke har været de store udfordringer.