Video: Politiet kaldt ud til bilbrand i Aarhus
En bil udbrændte natten til tirsdag på en parkeringsplads ved boligområde i Brabrand.
Både politiet og brandvæsnet rykkede natten til tirsdag ud til boligblokkene på Karensvej i Brabrand, da en beboer opdagede, at der stod høje flammer op fra en bil på parkeringspladsen.
Det oplyser Janni Lundager, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til Lokalavisen Aarhus.
»Vi får klokken 00.43 en anmeldelse om, at der er ild i en bil. Den er helt udbrændt. En bil, der holdt parkeret ved siden af, har fået varmeskader,« fortæller Janni Lundager og oplyser, at det endnu ikke er muligt at sige noget om brandårsagen:
»Det skal undersøges nærmere i det omfang, der er muligt på en udbrændt bil. Der er lavet nogle indledende undersøgelser på stedet, men det har endnu ikke været muligt at fastslå årsagen eller give en mistanke.«